HAR EN i din familie haft blindtarmsbetændelse, et brækket ben eller måske kræft? Har du prøvet at ringe til afdelingen for at høre, hvordan din far, mor eller kæreste havde det – og oplevet, at man på grund af tavshedspligt ikke ville oplyse, hvordan operationen var gået, eller om hun var ved at vågne op? Det tror jeg ikke sker ret ofte. Men hvis dit familiemedlem i stedet har en sindslidelse, er det ofte sværere at få at vide, hvad hun fejler, og hvordan du kan hjælpe i den svære situation.

JEG ER en af den million danskere, som er pårørende til en sindslidende. For nogle år siden lykkedes det mig endelig at overtale ham til at snakke med en læge.
Sent om natten kørte jeg ham ud til psykiatrisk afdeling.

Han havde næsten opgivet håbet. Han var utryg og mente ikke, at nogen kunne hjælpe ham. Men han besluttede at forsøge, hvis jeg lovede ham, at jeg var med ham hele vejen. Da sygeplejersken kom, insisterede hun på at snakke med ham alene. Han var jo myndig. Selv om han bad om det, fik jeg ikke lov at gå med.

Jeg ventede tålmodigt, men da de efter en halv times samtale kom ud, og jeg spurgte, hvordan det var gået, sagde sygeplejersken afvisende: ‘ Jeg har tavshedspligt’.

Først troede jeg, at jeg havde hørt forkert. Vidste hun ikke, at det var mig, der havde kørt ham til hospitalet? Men selv om mit familiemedlem sagde, at det var o. k., ville hun fortsat ikke fortælle noget.

DET BLEV desværre ikke et enkeltstående eksempel. Mit familiemedlem fortalte under senere indlæggelser gentagne gange sundhedspersonalet, at han ønskede kontakten med mig.

Men hvis hans kontaktpersoner ikke var på arbejde, når jeg ringede, var automatreaktionen hos sundhedspersonalet altid, at de havde tavshedspligt. Samme erfaring har jeg hørt fra rigtig mange andre sindslidende, pårørende og fra Etisk Råds arbejde med emnet.

Har sundhedspersonalet mere tavshedspligt, når patienten er psykisk syg, end når han er fysisk syg? Ikke ifølge loven. Men alligevel er der nogle steder i psykiatrien, hvor sindslidende diskrimineres, og tavshedspligten praktiseres helt anderledes end i resten af sundhedsvæsnet. Det er tåbeligt. Både for den sindslidende, som har brug for sine pårørende tæt på, og for de pårørende, som gerne vil støtte den sindslidende.

Selvfølgelig skal man respektere, at der er nogle patienter, der ikke ønsker kontakt med deres pårørende. Men for alle de andre er de pårørende ofte den bedste støtte, når man skal komme sig.

HVORFOR GEMMER sundhedspersonalet sig så ofte bag tavshedspligten, når patienten er psykisk syg? Er det, fordi de pårørende er besværlige? Mener man, det er deres skyld, at patienten er syg? Eller tror man som udgangspunkt, at patienter ikke har godt af kontakt med deres pårørende? Tænk, hvis pårørende til kræftpatienter, hjertepatienter eller trafikofre blev nægtet adgang, selv om patienten havde givet lov. Det tror jeg ikke, mange ville finde sig i ret længe.

Hver gang vi snakker om psykiatrien, er sundhedspersonalet danmarksmestre i at fortælle, at alle dårligdomme skyldes manglende ressourcer. Men skal der virkelig flere millioner til, før sundhedspersonalet stopper den forældede forskelsbehandling af de sindslidende og deres pårørende?

Ekstra Bladet 22/10 2012