DER ER NU endelig kommet fokus på dødsfald i psykiatrien pga. overmedicinering.
Senest fortæller fredagens Politiken om en ny sag. Det er foruroligende og viser, at psykiatrien har brug for forandringer.

Desværre bliver debatten om psykiatrien, og hvordan vi behandler vores sindslidende, alt for ofte taget af læger og psykiatere, og meget sjældent af andre faggrupper eller af brugere. Måske derfor er der ofte en tendens til overdrevet fokus på medicinske løsninger?

VI ER BEGGE sygeplejersker med mange års erfaring i psykiatrien. Özlem er desuden folketingsmedlem samt pårørende til en sindslidende, mens Olga har oplevet medicinens konsekvenser på egen krop og ved, hvordan det føles at blive mødt med medicin frem for forståelse for den livskrise, det reelt handler om.
Medicinsk behandling af sindslidende kan være meget fornuftigt. Og for mange har netop den rette medicinering været et af de afgørende skridt til, at de kunne komme sig eller lære at håndtere deres psykiske problemer.

Det benægter vi ikke. Men det er helt afgørende, at man ikke forfalder til at tro, at medicin er den eneste eller altid den bedste behandling. Vi ved begge, som tidligere ansatte i psykiatrien, at de ansatte kun ønsker patienterne det bedste. Og selvfølgelig er der ingen i psykiatrien, der har en interesse i at overmedicinere eller bruge for meget tvang. Alligevel sker det gang på gang. Derfor er det nødvendigt at tage en fordomsfri diskussion om, hvordan vi er landet i den situation, og hvorfor det er så svært at gå nye veje.

I Politikens Kronik 19. oktober 2012 beskriver fire fremtrædende psykiatere ( Birte Glenthøj, Lone Baandrup, Bjørn Ebdrup og Merete Nordentoft) meget fint, hvorfor de mener, at det nogle gange er nødvendigt at bruge antipsykotisk medicin. De tager på den ene side afstand fra den massive overmedicinering, som er blevet afsløret på Psykiatrisk Center Glostrup.

Men desværre åbner de også for, at det i nogle tilfælde kan være acceptabelt, at man afviger fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer om medicinering med antipsykotika, og de slår faktisk ikke fast, at retningslinjerne på området skal følges.

Fagligt og etisk set skal man overveje, hvilken glidebane den argumentation risikerer at åbne for.

MENNESKER I akut krise kan være udadreagerende, men vi ved, at den måde, man bliver mødt på på en psykiatrisk afdeling, er altafgørende for, om det eskalerer og ender med tvangsforanstaltninger eller ej.

Ved i Kroniken at fokusere på det akutte, på farligheden og på umuligheden i at indgå i en dialog afleder man al opmærksomhed fra det væsentlige. For problemet med overmedicinering og polyfarmaci er ikke kun aktuelt i den akutte fase.

I realiteten er det også et problem for patienter, der ikke er til fare for sig selv eller andre, og på diverse bosteder, hvor beboerne har været i behandling i årevis. Dette på trods af at der findes andre behandlingsmetoder, og på trods af at man ved, at samtidig behandling med flere antipsykotika er forbundet med overdødelighed.

Men det er svære synspunkter at bringe frem, fordi man let bliver mødt med en påstand om, at man bare er ‘ antimedicinsk’. Det er vi bestemt ikke, især ikke ved en akut krise. Men vi er imod en medicinalindustri, der er så gode til at påvirke lægerne, at mange ender med at give patienterne for meget medicin eller medicin, der ikke virker. Og vi har svært ved at se, hvordan forskere kan forblive upartiske, hvis de modtager millioner i forskningspenge fra medicinalindustrien.

Vi er trætte af psykiatriens evindelige automatreaktioner og forsvarstaler for sig selv og for medicinalindustrien. Vi efterlyser selvkritik hos fagpersonerne.

Den eneste vej frem mod en moderne psykiatri med mindre medicinering og mindre tvang er en grundlæggende kulturændring på afdelingerne og en helt anden åbenhed for nytænkning.

Det er ikke kun Finland, det er værd at se på. I dag ( søndag) tager Folketingets par. 71-udvalg af sted på studietur til Trieste i Italien. I Trieste har man valgt en anden tilgang til psykiatrien med langt større fokus på inddragelse af både brugere og pårørende. Derfor klarer man sig faktisk med meget mindre medicin og meget mindre tvang.

Vi håber, at denne rejse kan være den øjenåbner, som kan være det første skridt til et opgør med psykiaternes danske ‘ vi plejer’-kultur og bane vejen for nytænkning.
Det ville være skønt, hvis vi kunne invitere en gruppe psykiatere med – men sådan en studierejse er der nok ingen medicinalfirmaer, der vil finansiere?

Politiken 18/10 2012

Af Özlem Cekic og Olga Runciman