SF SKAL SOM BEKENDT vælge ny formand.
Kandidater har meldt sig, og kommentatorerne er kommet på overarbejde.
Alt skal analyseres, diagnosticeres og skæres ud i pap for danskerne.
Det er lige før, man hører mere til kommentatorerne i tv, radio og aviserne, end man hører til formandskandidaterne.Normalt plejer de hjemmestrikkede analyser og gætterier at være meget underholdende.

Jeg tror, alle stadig kan huske, hvordan overkommentator Hans Engell brugte et helt år på at gætte, hvornår Lars Løkke ville udskrive valg. Fair nok, det må være hårdt at være clairvoyant.

JEG KUNNE DOG IKKE lade være med at trække på smilebåndet, da orakel Hans Engell i sidste uge begyndte at gøre sig klog på SF’s medlemsdemokrati. Noget, der åbenbart er en svær opgave, hvis man har en fortid som konservativ partiformand.
Med autoritativ stemme fastslog han alvorligt, at en af formandskandidaternes forslag om at inddrage SF’s bagland mere i politikken vil være ‘ fuldstændig uanvendeligt for et regeringsparti’. Ifølge ham er græsrodsperspektivet, hvor man laver politik nedefra og op, nemlig ‘ fuldstændig ubrugeligt i et regeringssamarbejde’.

JEG KUNNE IKKE være mere uenig. Medlemmerne er SF’s rygrad. Uden dem og deres indsats kan Socialistisk Folkeparti hverken være folkeligt eller socialistisk.

Traditionelt har det i SF både været muligt og gavnligt at inddrage medlemmerne, lokalpolitikerne og borgerne, inden man tog vigtige beslutninger om deres hverdag og virkelighed.

Et parti består af medlemmer, der hver eneste dag knokler med at udvikle politik, være lokale ambassadører for partiet og for at få valgt og støtte by-og regionsrødder i deres daglige arbejde for lokalpolitiske forandringer. Det er det rugbrødsarbejde, som er grundlaget for partiets position.

MODSAT ENGELL mener jeg ikke, at medlemmernes ressourcer kun kan udnyttes, når man er i opposition.

Jeg synes ikke, at man som regeringsparti kan vedtage store reformer og vigtige forlig uden dialog og inddragelse af de mennesker, der hver dag arbejder med at konkretisere politikken i partiforeninger, byråd og regionsråd.

Medlemmerne i SF har været loyale over for regeringsprojektet, derfor skal ledelsen også vise medlemmerne tillid ved at lytte og inddrage dem. Alt andet ville også være at røvrende de mange tusinde medlemmer, der har knoklet for, at SF endelig efter over 50 år skulle erobre regeringsmagten.

DET VÆRSTE, DER KAN SKE for et demokratisk parti som SF, ville være, hvis politikudviklingen kun blev defineret og dikteret af toppen.

SF blev i sin tid dannet, netop fordi vi var imod totalitære og centralistiske styreformer. Måske ville Engells kæft, trit og retning-metoder fungere i et konservativt folkeparti, men de ville altså være dødskysset for et socialistisk folkeparti.