Kronik bragt i Politiken den 5/12-2017
Vi skal holde fast i, at frihedsrettigheder gælder for alle. Også for dem vi hverken deler værdier eller Gud med.

Jeg er grundlæggende imod, at man kriminaliserer holdninger. For alle holdninger er lige legitime, så længe de ikke opfordrer til vold. Naturligvis handlinger kunne straffes, hvis de opfordrer til vold. Men at en kvinde vælger at dække sig til med burka, er hverken noget, der indskrænker danskernes frihed eller truer landets sikkerhed. Jeg har aldrig forstået – og kommer heller aldrig til at forstå – hvorfor nogle kvinder vælger at gå med burka eller niqab. Jeg har fået fortalt af nogle af de kvinder, der dækker sig til, at de ikke vil tiltrække sig opmærksomhed. Men er det ikke præcis det, man gør, når man kommer gående ned ad gaden med det mørke stof flagrende på sin krop som et sort spøgelse?

For mig repræsenterer burkaen en formørket holdning. Men formørkede holdninger forsvinder ikke ved, at vi forbyder dem. Tværtimod får de deres eget liv i endnu mørkere rum, hvor de glider rundt imellem hinanden som små, giftige slanger, der bider alle dem, som kommer i berøring med dem. I stedet for forbud må vi insistere på, at vi med den demokratiske samtale og den kritiske debat kan rykke holdninger. Vi skal tro på styrken i vores demokrati. Når vi gradbøjer vores grundlæggende rettigheder, giver vi Hizb ut-Tahrir præcis det, de kæmper for: Et svagere demokrati.
Samtidig giver vi Hizb ut-Tahrir et hyklerkort i hånden. Nemlig at vores ytringsfrihed og religionsfrihed, som vi vægter højt for alle og enhver, ikke gælder alle alligevel.

Hør blot Hizb ut-Tahris imam: ”Vi er der for at forsvare muslimerne, når der kommer forbud mod tørklæde, burka eller bøn i skoler. Eller når demokratihyklere vil begrænse imamernes ytringsfrihed.” Jeg interviewede imamen, da jeg skrev min seneste bog ”Hvorfor hader han dig, mor”. Jeg var i moskeen i flere dage, og efter mine samtaler stod det klart for mig, at Hizb ut-Tahrir lever og vokser af politikere på højre- og venstrefløjen, der på skift foreslår og vedtager begrænsninger, der svækker frihedsrettighederne. Fx indskrænkelse af forsamlingsfriheden for organisationer, hvis holdninger ikke bliver delt af flertallet, ytringsfriheden for religiøse forkyndere og forbud mod halal og kosher-slagtning.

Et flertal på Christiansborg hælder vand på Hizb ut-Tahrirs mølle, når de foreslår burkaforbud, forbud mod drengeomskæring eller lukning af allemuslimske friskoler.

Her vil jeg gerne indskyde, at skoler, der ikke lever op til lovningen, selvfølgelig skal lukkes – uanset om de er muslimske, kristne eller jødiske. Men at lukke skolerne, udelukkende fordi der går muslimske børn i dem, er for mig udtryk for en klassisk hetz mod et religiøst mindretal, og det har historisk set aldrig ført noget godt med sig. Med disse forslag i hånden hverver Hizb ut-Tahrir medlemmer fra Den Røde Plads på Nørrebro. Med de forslag argumenterer Hizb ut-Tahrir for, at Vesten er i krig med muslimer og islam. Og med de forslag udstiller de den holdning, at vi danskeres højtelskede frihedsrettigheder kun gælder dem, der ligner danskerne selv.

Hizb ut-Tahrirs største motivationskraft er den energi, eksklusionen giver. Med den mobiliserer de unge til at søge udemokratiske fællesskaber og kvinderne til at dække sig til for omverden. De mobiliserer ikke med vold eller tvang, men med demokratiets vigtigste redskab – samtalen. Hal Koch kaldte demokratiet en uafsluttet samtale. Det har mange politikere på Christiansborg tilsyneladende glemt. I hvert fald har en stor del af dem for længst opgivet at bruge samtalen som redskab.

Jeg er fundamentalt uenig med Hizb ut-Tahrir i deres kritik af demokrati som styreform, men de har ret i én ting: så længe vores frihedsrettigheder ikke gælder alle, så virker vores demokrati en anelse hyklerisk. Nu vil et flertal i Folketinget bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og regeringen indføre et såkaldt “maskeringsforbud”, der naturligvis blot er et maskeret burkaforbud, som er blevet muligt efter en dom fra Menneskerettighedsdomstolen blåstemplede Frankrigs burkaforbud.

Jeg forstår godt ønsket for at frigøre de kvinder, der med tvang får burkaen på af deres mænd. Burkaen er en kæmpe kontrast til vores kvindesyn, og derfor sætter den så mange følelser i gang hos os alle. Endda selvom flertallet aldrig har set disse kvinder i gadebilledet, og endnu færre har talt med en af dem.

Selvom vi ikke kommer uden om, at nogle af disse kvinder bliver tvunget af deres mænd til at dække sig til for omverdenen, hører det også til sandheden, at langt de fleste, der går med niqab, er konvertitter. Kvinder der er født og opvokset i Danmark, der har danske forældre, og som har truffet et bevidst tilvalg. Det tilvalg har jeg meget svært ved at forstå. Men betyder det så, at jeg vil forbyde dem i at dække sig til? Nej!

For mig er det helt afgørende, at også dem, jeg ikke forstår, har frihed til forskellighed. Staten skal ikke lovgive om, hvilken påklædning den enkelte skal gå med.

Det irriterer mig grænseløst, at vi i et demokrati er begyndt at operere med et meningspoliti, der begrænser religiøse forkynderes ytringsfrihed. Nu vil et flertal også have et sædelighedspoliti, som vi kender fra Iran, der holder øje med kvindernes beklædning. Er det virkelig dansk demokrati anno 2017, at svaret på alle udfordringer er forbud, udvisninger og straf? I mine øjne er det udtryk for en demokratisk dovenskab. Vores politikere bør til enhver tid se det som en af deres vigtigste opgaver at overbevise flere til at tilslutte sig demokratiets kerneværdier. Kun dovne demokrater vælger signalpolitikken frem for at kaste deres energi og argumenter ind i arbejdet med at løse de reelle problemer, som kultursammenstødene skaber.

Hvordan vil et folketingsflertal i øvrigt håndhæve det maskerede burkaforbud? Og her ser jeg endda bort fra alle de andre, forbuddet rammer: Julemænd i indkøbscentre, maskotter på fodboldstadions og kuldskære cyklister i december.

Skal dansk politi virkelig rende rundt på gaden for at fange de tre burkaklædte kvinder og 150 niqabklædte kvinder, der er i Danmark (ifølge Københavns Universitet seneste optælling), samtidig med at bandekrigen raser? Og hvad skal politiet gøre, hvis kvinden nægter at vise sit ansigt? Skal hun have en bøde, og hvor stor skal den være? Eller skal hun lægges i benlås af en betjent, mens en anden betjent prøver at hive hendes slør af? Hvad skal betjentene gøre, hvis hun fortsat vil modsætte sig? Skal hun anholdes og hvor længe? Skal hendes børn tvangsanbringes, hvis hun efter løsladelse igen hopper i sin burka?

Det bliver ikke et kønt syn! Jeg kan lige forestille mig hvilket ramaskrig, disse billeder kan starte – i øvrigt med god grund.  Billeder, der vil gå rundt i hele verden, hvor en dansk mandlig politibetjent, der lægger hånden på en burkaklædt kvinde, imens hun gør modstand. Hun vil blive hyldet som martyr i Saudi-Arabien, Afghanistan og af Erdogan. Og Hizb ut-Tahrir vil have endnu et argument til identitetssøgende unge på Nørrebro.

Burkaforbuddet giver ammunition til de ekstremistiske grupper ved at bekræfte dem i, at Vesten er i krig med Islam. Mens mange muslimer spørger sig selv, hvad det næste bliver, har Dansk Folkepartis Martin Henriksen allerede svaret: Tørklædet. Jeg tror ikke, at der kommer et tørklædeforbud, men jeg må desværre også indrømme, at det bliver sværere og sværere at overbevise danske muslimer, når Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokratiet bruger enhver anledning til at angribe menneskerettighederne, mens Dansk Folkeparti kalder rettighederne for ”parasitter”. Regeringen har sågar varslet, at formandskabet for Europarådet, som Danmark for nylig har overtaget, skal bruges til et oprør med menneskerettighederne. Vi taler om rettigheder, der blev indført i kølvandet på nazismen med det formål at beskytte det enkelte menneske.

Selvfølgelig skal vores politikere sørge for at indføre lovgivning, der forebygger ekstremisme og bekæmper voldelige aktioner. Men demokratiets største trussel kommer ikke udefra. For trusler udefra har der altid været. De har bare antaget forskellige skikkelser. Den største fare for vores demokratiske fællesskab i dag er den måde, politikerne håndterer trusler på. Vores helt store udfordring i dag er at holde fast i de demokratiske principper, også i modgang. Det er dog i den forbindelse uhyre vigtigt, at politikerne ikke, i deres iver efter at vise handlekraft, kommer til at iværksætte begrænsninger af ytrings-, religions-, og forsamlingsfriheden. For når der gives køb på disse værdier, udhules demokratiet indefra. Og politikerne skal være bevidste om deres egen rolle, og ikke bidrage til rekruttering til ekstremistiske miljøer.

Skal vi så i demokratiets navn bare acceptere, at kvinder bliver undertrykt af deres mænd?

Nej, det mener jeg ikke. Men jeg tror bare ikke på, at den ene tvang kan retfærdiggøre den anden tvang. Kvinder, der bliver tvunget af deres mænd til at gå med burka og niqab, bliver ikke frigjorte af, at de bliver kriminaliserede, hvis de viser sig på gaden med deres burka. De kvinder skal vi nå med samtale og dialog. Forbud hjælper ikke. Desværre! Jeg ville ønske, at tingene var så simple.

Problemet er kompliceret, og løsningen er ikke et sædelighedspoliti, som politikerne ønsker. Alle skal tage et ansvar.

En del af løsningen skal komme fra de religiøse miljøer. Der findes mange fortolkninger af de religiøse skrifter inden for islam, og nogle af dem er mere forstokkede end andre. I sidste måned udsendte en række konservative muslimske organisationer for eksempel en pressemeddelelse, hvor de argumenterede for, at burka og niqab historisk set er en etableret del af den islamiske kulturarv. Der er brug for et kvalificeret, islamisk modspil til den slags forstokkede fortolkninger. Et modspil inden for rammerne af den islamiske kultur, så de burkaklædte kvinder møder et muslimsk alternativ til de religiøse synspunkter, der får dem til at skjule deres ansigter for omverdenen.

Og skal vi lægge arm med de mest yderligtgående udlægninger af de religiøse tekster, dem som lyder fra især salafister, så kræver det først og fremmest, at de moderate imamer spiller en langt større rolle. Der er brug for, at de melder sig på banen og tager den kritiske samtale, både med dem, som promoverer den fundamentalistiske læsning, men i høj grad også med de mere tavse medløbere. Det nytter ikke noget, at nogle af de toneangivende imamer ryster på hovedet og negligerer problemet. Ekstremisterne tager konstant Koranen frem, læser det ene vers op efter det andet, og udlægger dem som dokumentation for deres synspunkter. Den bane skal moderate imamer udfordre dem på. De skal give os “almindelige” muslimer argumenter fra Koranen, som vi kan bruge mod Hizb ut-Tahrir og Grimhøjmoskeens imamer og andre, som ikke holder sig tilbage for at fængsle kvinderne bag burkaer. Hvis ikke imamerne påtager sig det ansvar, er jeg bange for, at de rabiate synspunkter vil stå uimodsagte. Den kritiske debat med Hizb ut-Tahrir og salafisterne skal muslimer tage selv, og her kommer vi ikke uden om imamerne.

Men vi almindelige muslimer må heller aldrig læne os tilbage og forvente, at forandringen alene kommer fra andre. Lige så vigtigt, det er at undgå indskrænkninger i demokratiet og ytringsfriheden, lige så vigtigt er det at bekæmpe den radikalisering, der sker i periferien af muslimske miljøer.  Hvis ikke vi får stoppet den udvikling, kan myndighederne lave nok så mange ekstrakontroller i lufthavne, overvågningssystemer og udrejseforbud. Det kommer ikke til at stoppe ekstremismen. Vi må tage et personligt ansvar for, at vores religion ikke bliver misbrugt. Vi må sige fra, når undertrykkelsen retfærdiggøres eller begrundes i Islam. Vi må holde op med at være det tavse flertal, der bliver taget som gidsler af ekstremisterne og politikerne.

Hvad gør vi så i mellemtiden med kvinder der dækker sig til? Myndigheder, enkeltpersoner, imamer og muslimske miljøer skal insistere på dialogen med disse kvinder. Det vil tage tid at bygge broen, og vi må leve med at burkaklædte kvinder har frihed til forskellighed. Men vi må også insistere på, at friheden ikke er gratis, og prisen må kvinderne betale selv.

I et frit demokratisk samfund mener jeg, at det må og skal være fuldt legitimt for en arbejdsplads at kræve af sine medarbejdere, at man kan se hinandens ansigter uden at blive skudt i skoene, at man diskriminerer. Derfor er konsekvensen for de kvinder, der tildækker deres ansigt, at de begrænser deres egne jobmuligheder, og dermed ikke står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil i yderste tilfælde betyde, at de ikke kan modtage kontanthjælp. Ligeledes må og skal det også være fuldt legitimt at kræve, at man skal se kvindernes ansigter, når de skal identificeres, når de tager bussen eller flyet, eller når de er i kontakt med de offentlige myndigheder. Den pris må kvinderne betale for deres valg. Det kan i mine øjne ikke være anderledes.

Jeg tror ikke på, at det vil tjene det danske demokrati, hvis vi med lovgivningen tvinger kvinderne til en bestemt påklædning. I et demokrati er der plads til uenighed og forskellighed. Vi rykker holdninger med samtale og ikke forbud. Det har Hizb ut-Tahrir for længst forstået. Nu mangler vi bare Socialdemokratiet, regeringen og Dansk Folkeparti.

Vi skal holde fast i, at frihedsrettigheder gælder for alle. Også for de mest rabiate. Også for dem vi hverken deler værdier eller Gud med. Alt andet vil være at hoppe med på de populistiske dagsordener og hælde vand på Hizb ut-Tahrirs mølle.