Bragt i Ekstra Bladet den 12/2-2018

Den nye alliance i dansk politik SF, DF og S vil have udvist de forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse i deres hjemmeland.

Jeg kender til flere tilfælde, hvor opdragelsesrejsen har reddet de unge. Og selv i de tilfælde, hvor det er skadeligt, hjælper man ikke barnet ved at udvise forældrene. Politikerne kender ikke til virkeligheden og derfor er denne debat unuanceret.

Lad mig give et par eksemplar:

En ung fyr på ca 15 år kommer i dårligt selskab. Uanset hvad forældrene gør, er det svært at holde drengen væk fra det kriminelle miljø. Den unge er også begyndt at ryge hash, og der er ikke meget hjælp at hente hos socialforvaltningen. Familien modtager nemlig ikke sociale ydelser og er ressourcestærk.

Forældrene tvinger den unge til et miljøskift ved at sende ham ned til familien i Tyrkiet. I begyndelsen er den unge rasende på sine forældre. Men jo mere tid der går, jo bedre får han det. Familien besøger ham mange gange, og da han rejser tilbage til Danmark, er han motiveret til at få hjælp. I dag er han i gang med sin uddannelse og har lagt det kriminelle liv bag sig.

En ung pige på 16 år begynder at kysse med en dreng. Hun kommer fra en meget konservativ familie, hvor kæresteri og sex før ægteskabet er bandlyst. Hun bliver slået af sin far og bliver sendt tilbage til Irak. Hun har ødelagt familiens ære, og derfor skal hun leve isoleret i landsbyen.

Efter et år alarmerer lillesøsteren socialforvaltningen, da hun er bange for at lide samme skæbne som storesøsteren. Datteren kommer retur til Danmark og bliver anbragt på en institution med lillesøsteren. Det tager et par år, før døtrene og familien kan forsones. Takket være mange samtaler, mægling og støttepersoner, har familien en anden tilgang til deres børn nu.

Nu vil et politisk flertal udvise alle de forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse.

Men man skal forstå, at ikke alle genopdragelsesrejser har samme formål.  Nogen ønsker desperat at få deres børn væk fra kriminalitet, men oplever ikke hjælp fra det sociale system. Andre lever i et parallelsamfund, har ikke kontakt til danskere, og tror at den måde, de opdrager på, er den rigtige måde.

Jeg er ikke naiv. For jeg kender også til forældre, der omsorgssvigter deres børn i en grad, at børnene får mén for livet.

Problemerne er mangfoldige, og derfor skal løsningerne være ligeså mangfoldige. Udvisning er med til at flytte problemet uden for danske grænser. Bliver forældre mere demokratisk indstillet eller kærlige, fordi vi udviser dem? Og hvor er barnets tarv?

En udvisning af forældre vil også betyde, at barnet og søskende skal udvises med de forældre, der har udsat dem for et omsorgssvigt.

Når etnisk danske forældre omsorgssvigter deres børn, er straffen i de fleste tilfælde tvangsanbringelse. Og i de værste tilfælde fængselsstraf. Minoritetsfamilier skal hverken straffes mere eller mindre, når de omsorgssvigter deres børn. Sociallovgivningen skal også gælde dem.

En tvangsudvisning er dobbeltstraf. Det hjælper hverken familierne, børn eller søskende. Det er ikke andet end signalpolitik…