Kronik i Politiken 18/2-2018
Min mor er en af dem, hvis arbejdskraft man efterlyste i 70erne. Hun har arbejdet som rengøringsdame, hjemmehjælper, fabriksmedarbejdere og i hundredevis af andre jobs. Indtil hendes krop begyndte at falde fra hinanden. I perioder kunne hun ikke trække vejret på grund af alle de rengøringsmidler, hun brugte til at gøre toiletterne rene. Så var det fibromyalgien, der kom snigende og min mors muskler kunne ikke tåle belastningen. Hun tog på, og det var nødvendigt med to nye knæ. Med jævne mellemrum blev min mor indlagt, opereret, medicineret og fik nye diagnoser. Jeg var med hver eneste gang – som tolk – fordi mange af hendes job var nøglejob, hvor man skal gøre rent, når danskerne er gået og være færdig, inden de kommer. Derfor har min mor aldrig lært sproget, for arbejde var vigtigere end danskundervisningen.

Den 11. marts i år ringede hun til mig. Jeg husker det tydeligt, for jeg stod i min søns værelse og var i gang med at rydde op. Hun havde fundet en knude i sin armhule.

Bør jeg gå til lægen med det? spurgte hun. Det rådede jeg hende til at gøre og gerne som det første om mandagen. Det er sikkert ikke alvorligt, men det er altid godt at få det tjekket sagde jeg. Jeg afsluttede samtalen hurtigt, da jeg var bange for, at hun kunne høre, at gråden arbejdede sig op i min hals.
Jeg frygtede, at det var kræft. Med min sygeplejebaggrund vidste jeg, at hun havde alderen til at få kræft og flere i hendes familie var døde af sygdommen. En scanning viste desværre også, at knuden var suspekt. Vi starter kræftpakken for en sikkerheds skyld, sagde sekretæren, da jeg ringede for at få svaret. Men lad nu være med at skræmme livet af din mor, tilføjede hun.

Jeg nævnte derfor ikke ordet kræft en eneste gang, da jeg fortalte mor, at hun skulle på Rigshospitalet til mammografi og biopsi. Det er en helt almindelig procedure understregede jeg. Danskerne er gode til at være på den sikre side. Jeg løj for min mor, selvom jeg godt ved, at når man tolker, så skal man oversætte det korrekt! Jeg har tolket hos politiet, ved domstolen og i sundhedsvæsenet, men for hulen, jeg er også hendes datter. Efter samtalen med min mor var jeg helt ved siden af mig selv. Jeg, som ellers er god til at kontrollere min kalender, mine arbejdsopgaver og min hverdag, var ikke i stand til at styre mine tårer.

På Rigshospitalet havde de heldigvis bestilt tolk. Hun var kun 23 år gammel, men med et super fint ordforråd. Alligevel tænkte jeg, at det da kræver noget erfaring at skulle tolke så vigtige undersøgelser som mammografi og biopsi. Mammografien tog tid og da vi kom ind til biopsien, havde tolken kun 10 minutter tilbage af den bestilte tid. Derfor ønskede lægen at jeg afløste tolken og oversatte, hvad lægen sagde for min mor:

Lægen gik i gang med at scanne min mor og smilte lidt og kiggede på mig og sagde på dansk:
”Du skal ikke sige det til hende, men hun har jo kræft, og nu ser jeg lige om der er spredning.”

Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for en stol. Jeg satte mig derfor helt op bag ved min mors hovedgærde, så hun ikke kunne se mit ansigt. Tårerne pressede sig på, selvom jeg prøvede at forhindre det ved at bide mig i underlæben. Pludselig kunne jeg mærke, hvordan det varme blod fyldte min mund. Så henvendte lægen sig til mig igen på dansk:
”Nu ser jeg lige om der er spredning til hendes kraveben, men du skal bare sige, at jeg scanner…”
”Mor, hun skal lige scanne dig lidt ved halsen.”
Lægen scannede videre.
”Ja, jeg kan faktisk se, at hun har tre knuder i brystet, det skal du ikke sige…”
”Hvad skal jeg så sige?!”
”Du skal sige at jeg kan se noget – også i brystet.”
”Mor, lægen kan også se noget i brystet…”
”Tre knuder i brystet, én i armhulen, altså én knude og tre metastaser, men det skal du ikke heller ikke sige…”

Bagefter tog lægen biopsierne, og min mor græd, fordi det gjorde så ondt. Min mor så op på mig gennem sine tårer og spurgte:
”Hvorfor græder du Özlem?”
”Fordi du græder, søde mor. Jeg kan se det gør så ondt på dig.”
Men indeni var min verden væltet. Det mest urimelige i denne her situation var, at lægen besluttede sig for, at jeg ikke var hendes datter men ”bare” en tolk. Den dag i dag er jeg rasende på lægen over, at hun overhovedet ikke så mig som datter. Og at hun uden følelser og uden hensyntagen til, hvor hårdt det var for mig at modtage en så alvorlig besked – fortalte i en bisætning, at min mor var alvorlig syg af kræft.

Den samme tolk, var også med til orienteringsmødet på Rigshospitalet, hvor min mor skulle have resultaterne af undersøgelserne. Min far, lillesøster og jeg var der sammen med mor, og jeg havde på forhånd valgt, at til mødet ville jeg være datter og ikke tolk.

”Hvad tror du, at du fejler? spurgte lægen min mor gennem tolken.
”Jeg er bange for, at det er kræft,” oversatte tolken min mors svar.
”Det er rigtigt,” sagde lægen.

Og så brød min far sammen, og min lillesøster var nødt til at gå ud af rummet, og jeg sad og holdt min mor i hånden. Mor vendte sig om, mod mig og spurgte om jeg havde vidst det? Jeg græd og kunne kun nikke til hende. Hun kyssede mig og sagde gennem sine tårer: Hvordan har du kunne bære en så frygtelig besked alene i to uger?

Takket været hjælp fra Kræftens Bekæmpelse fik jeg flyttet mor til Herlev Hospital, fordi ventelisterne på Rigshospitalet var alt for lange pga. sundhedsplatformen. På Herlev Hospital var de dygtige til mange ting, men at bestille tolk var ikke deres spidskompetence. Derfor tolkede jeg alle forberedende samtaler og var også med inde på operationsstuen, da min mor skulle opereres. Hendes sorte hår blev spredt ud som en vifte på operationsbordet, og fordi min mor også havde armene ud til hver side, lignede Jesus, der skulle korsfæstes. Det grinte vi lidt af. Hun fik den første sprøjte, og jeg tolkede, hvad sygeplejersken sagde. Hun fik den anden sprøjte, og jeg tolkede igen, hvad sygeplejersken sagde, alt imens jeg så min mors øjne glide langsomt i og mine egne blive fyldt med tårer. Lægen ønskede en sidste tolkning, men jeg kunne ikke. Jeg var så ked af det, men ville ikke græde inden min mor skulle bedøves. Sygeplejersken brød ind og sagde tak til mig, fordi jeg havde tolket nok. Uden for døren brød jeg sammen, og hun krammede mig.

Da min mor vågnede blev jeg kaldt til opvågningsstuen.

”Er Özlem her?” sagde min mor på dansk.
Der var desværre stadig ingen tolk. Hverken på opvågningsstuen eller på hospitalet den dag. Min mor var diffus, og jeg tolkede hele dagen:
”Mor, de spørger om du har smerter?”
”Skal du tisse?”
”Kan du komme op at stå. De siger, det er vigtigt, mor.”
”Kan du spise lidt?”
”De skal lige tage dit blodtryk, mor.”

Om aftenen blev min mor ligbleg og begyndte at koldsvede, da sygeplejersken prøvede at få hende til at gå lidt. Klokken var omkring 21, og jeg havde tolket siden kl. 06.30. Min erfaring fra hjerteafdelingen sagde mig, at hun var tæt på at miste bevidstheden. Den stakkels ene sygeplejerske på afdelingen, fik min lillesøster til at løbe til den anden afdeling for at hente hjælp. Mens min mor blev ligbleg, og vi næsten ikke kunne få kontakt til hende, begyndte alle fagpersonerne at tale i munden på hinanden. De havde så mange spørgsmål, de gerne vil have, at jeg skulle tolke til min mor. Til sidst var jeg nødt til at råbe: ”Jeg vil gerne oversætte, men jeg er også hende datter! I bliver nødt til ikke at tale i munden på hinanden!”

Det viste sig, at min mor havde et lille kar, der blødte i brystet. Hun fik en stram forbinding på for at få det til at stoppe og et kateter for at få urinen ud.

Da klokken viste 01 om natten, var det 20 timer siden, jeg havde sovet. Hver time natten igennem tolkede jeg, når hun blev undersøgt. Jeg tolkede også stuegang kl. 9.00, hvor hun skulle se sig selv første gang på et spejl med det manglende bryst. Det var hårdt! Jeg var døden nær af træthed, og da jeg kom hjem efter jeg havde tolket udskrivningssamtalen, faldt jeg udmattet omkuld og havde en frygtelig kvalme. Jeg drømte om indre blødninger, kateter og medicinske termer. Ingen havde på det tidspunkt endnu spurgt mig, om jeg var ok, for jeg var bare tolken. Og hvis ikke jeg var tolk, så var jeg den hjælpende pårørende, der ringede til hjemmesygeplejersker, bestilte genoptræning, tid til tørklæder og proteser. Jeg har ikke noget mod at tolke og støtte min mor. Men jeg vil ikke glemmes som datter. Og jeg vil også gerne spørges, om jeg er ok!

Efter min oplevelse begyndte jeg at bede om, at min mor fik en tolk, fordi jeg havde brug for en pause. Jeg ville så gerne have lov til være pårørende og datter og give mig selv plads til at kunne støtte min mor og holde hende i hånden.
”Özlem, tolken kom ikke”, sagde min mor skuffet.
”Özlem, jeg forstod ingenting af hvad tolken sagde”, sagde min mor undrende.
”Özlem, tolken siger, jeg har en sygdom, jeg slet ikke har. At mine knogler forsvinder”, sagde min mor fortvivlet.

Da vi skulle til samtale omkring min mors kemoterapiforløb bad jeg hospitalet om at bestille en tolk. ”Men Özlem, du plejer da at tolke”, sagde de på hospitalet som forklaring på, at de ikke havde bestilt tolk til samtalen. Jeg tolkede derfor om 18 doser kemoterapi, om hormonbehandlinger, knogleskørhed og bivirkninger. Min mor var hunderæd for kemobehandlingen, og det mærkede jeg. Pludselig kunne jeg ikke finde ordet for ’bivirkninger’ på tyrkisk. Jeg har ellers et utrolig stort forråd både på tyrkisk og dansk. Jeg er også uddannet sygeplejerske. Men mit hoved var tomt og alle simple ord som periode, pille, medicin blev svære at finde frem.
Lægen stoppede samtalen og kiggede rundt:
”Hvorfor har vi ikke bestilt tolk?” spurgte lægen
”Det har jeg også bedt om,” svarede jeg
Lægen rullede sin stol tættere på mig og jeg frygtede at hun ville røre mig på skulderen, og at jeg så ville begynde at græde. Og som forventet brød jeg sammen, da hun omsorgsfuldt sagde, at det måtte være svært at være tolk som datter. Jeg havde på det tidspunkt tolket i flere måneder, men til min mors allerførste samtale om kemoterapi, begyndte jeg at tude. Det var så flovt, og alle i familien inklusive min mor begyndte også at græde, fordi de synes, det var synd for mig. Jeg følte mig så egoistisk, da det var mor der havde det dårligt, men det var mig de trøstede. Men jeg havde nået en grænse for min styrke.

Jeg har det bedre nu, men er slidt. Jeg har ikke følt, der har været plads til at græde. For tolke græder nemlig ikke. Min mor har fået den allerfineste behandling på Herlev Hospital af de mest fantastiske læger og sygeplejersker. Min familie og jeg er så taknemmelige for, at vi ikke en eneste gang har tænkt over, hvor meget kemoterapien har kostet, og hvor dyr strålebehandlingen er. Selvom min mors rødder er fra Tyrkiet, har hun fået en ligeværdig behandling som alle andre patienter, og hun er blevet mødt med smil, kærlighed og en utrolig høj faglighed.

Men vi har et problem i Danmark omkring tolkning. Tolkeområdet er præget af kaos og manglende ansvar og retningslinjer. Det er desværre også præget af, at kvaliteten af tolkningerne er for dårlig, fordi alle og enhver kan arbejde som tolk. Og nu vil regeringen også have at patienterne må selv betale for tolkningen. Det vil desværre betyde, at flere børn og pårørende vil blive brugt som tolke også til store og alvorlige samtaler, trods for Folketinget har med lov forbudt brugen af børn som tolke. Når min mor spørger mig, om jeg vil tolke, så kan jeg ikke sige nej. Ingen kan sige nej til deres syge forældre, når de spørger. Derfor er det hospitalet, der skal have etiske retningslinjer på området, og som politikerne ikke skal blande sig i.

For det andet er det nødvendigt, at vi har statsgodkendte tolkeuddannelser på de største sprog, så vi er sikre på, at vi som pårørende kan bede vores syge forældre bestille tolk med god samvittighed.  Det må være i statens interesse, at tolkningerne i sundhedsvæsenet er korrekte, så fejlbehandlinger og fejldiagnoser kan undgås.

Det er mit store håb, at det hér vil ændre sig. Døtre og sønner skal ikke være tolke for deres forældre, når der tales om liv og død og diagnoser. Lige nu er vi en lus mellem to negle mellem sundhedsvæsenet på denne ene side og forældrene på den anden side. Hospitalerne bestiller ikke tolk, fordi pårørende tolker, og forældrene spørger om børnene vil tolke, fordi de føler sig utrygge ved det faglige niveau hos de professionelle tolke. Men når jeg tolker, så kan jeg ikke også græde. Jeg kan ikke vise, hvor ked af det, jeg er over min mors sygdom. Og når jeg har tolket, er der ingen der spørger, om jeg er ok. Det kan vi gøre bedre!