Bragt i Ekstra Bladet 8/3-2018

Kvindernes Internationale Kampdag markeres i dag af kvinder over alt i Danmark.
Hvorfor, vil nogen spørge. Samme mennesker vil tilmed påstå, at vi har ligestilling i Danmark, og at det kun er muslimerne, der ikke kan finde ud af det. Inden vi pudser glorien, vil jeg gerne stilfærdigt inviterer jer tilbage til virkeligheden.

Danmark fik en kvindelig statsminister senere end Tyrkiet. Alle prognoser viser, at hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil der gå mindst 100 år mere, før vi kan tale om lige adgang til magten både i Folketinget og i kommunerne. Danmark er blevet overhalet af lande som Rwanda, Filippinerne og Sydafrika og endt på en 19. plads over en international rangliste over ligestillingen.

Som ægte feminist vil jeg mene, at fraværet af kvinder i toppen af det private erhvervsliv, i universitetsverdenen og i spaltepladsen i medierne, er ligeså stort et problem, som at etniske minoritetskvinder bliver nægtet afgang til kærester, fester og selvstændige beslutninger pga. religiøse og kulturelle dogmer.

Jeg medgiver, at vi er nået langt med ligestilling i Danmark. Vi har fri abort, lige adgang til uddannelse og arbejde. Men vi skal passe på, at vi ikke går i stå. Træerne vokser ikke ind i himlen. Der er eksempelvis ikke lige muligheder for barsel for mænd. Det betyder, at kvinder tager det meste af barslen og bliver snydt for bl.a lige-pension og ligeløn. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så taler tallene deres eget sprog. Mænd og kvinder tjener ikke det samme – heller ikke selv om de har samme uddannelse og laver det samme arbejde.

Det skyldes især, at kvinder arbejder ofte i velfærdsjobs. De passer vores børn, underviser vores unge, plejer vores ældre. Selvom mange er enige om, at kvinders hænder er uundværlige, mangler der en grundlæggende anerkendelse af kvinders kvalifikationer.

Overenskomstforhandlinger er et godt eksempel på den manglende belønning af kvindernes indsats. I de sidste tre overenskomstaftaler har offentligt ansatte holdt tilbage med krav om bedre løn og arbejdsforhold pga. finanskrisen. De har udvist solidaritet, selvom dem der havde ansvaret for krisen, skovlede penge ind.

Innovationsminister Sophie Løhde, som er chefforhandler for staten, siger, at lønmodtagerne kun vil tage og ikke give. Men hvis ministeren selv var så god til at give, hvorfor siger hun så ikke ja til, at lønmodtagerne også skal have del af det opsving, som Danmarks økonomi har nydt godt af de senere år?

Hvis Løhde er så god til at give, hvorfor er det så svært for hende at sige ja til bedre arbejdsforhold for lærere og arbejdsgiverbetalt frokostpause for statsansatte?

Er Løhdes eneste 8. marts-gave til de kvinder, der er ansat hos staten, regionerne og kommunerne en lockout?

Så længe kvinder ikke bliver anerkendt som ligeværdige og ligestillede borgere i dagens Danmark, vil 8. marts for mig altid være en kampdag og ikke en festdag.

God kampdag for alle kvinder og mænd.