Klumme bragt i Ekstra Bladet den 16/5-2018
‘Ramadan Mubarek’ betyder god ramadan. I nat startede fastemåneden. I Danmark bor der ca. 300.000 danske muslimer, og ramadan er for dem, hvad jul er for mange etniske danske familier.

Hvert år fylder de negative historier i medierne. Men ramadan er for os muslimer en måned, hvor man udviser næstekærlighed til de mennesker man deler blokken, gaden, arbejdspladsen, byen og verden med. Formålet er ikke kun at rense kroppen, lærer at styre sine lyster og mærke, hvad det vil sige at være fattig.

Det handler også om at være et godt menneske, og det er man eksempelvis, hvis man i ramadan-måneden udfører en masse frivilligt arbejde for de organisationer, der prøver at gøre hverdagen nemmere for socialt udsatte.

Ramadan er forbundet med glæde, spirituel fordybelse, refleksion, lækre middage og samtaler med nysgerrige medborgere, der spørger om ramadan og udviser interesse. Som muslim har man en særlig forpligtelse til at åbne dørene og invitere ikke-muslimer, udsatte, syge og ensomme borgere omkring bordet. Ramadanmiddage svarer til julefrokost, dog uden alkohol og flæskesteg:)

Meningen er, at døren er åben for alle. Det er ikke uhøfligt at invitere sig selv ind til en ramadanmiddag. Så hvis du ikke har oplevet sådan en middag før, spørg din nabo, kollega eller ven, om du må være med en aften.

Ramadan er en af Islams fem søjler. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i alt 30 dage. Man drikker ikke. Spiser ikke. Ryger ikke. Og har heller ikke samleje.

Mange tror fejlagtigt, at ramadan-måneden betyder, at det er forbudt for alle muslimer at spise fra solopgang til solnedgang. Det er det ikke. Ældre, syge, gravide kvinder, der ammer eller menstruerer, folk, der får medicin, små børn og psykisk syge skal ikke faste. For kroppen må ikke være i ubalance, og hvis man ikke kan udføre sit arbejde, skal man også bryde sin faste.

Derfor har jeg også den holdning, at børn skal ikke faste i skoletiden og gå glip af undervisningen, hvis de får det dårligt eller bliver sløve. Her synes jeg at det er vigtigt, at lærerne ikke har berøringsangst eller accepterer undskyldninger, om at ‘sådan er det bare, når man er muslim’.

Ligesom man som lærer har forpligtelse til at tage en dialog med Peters forældre, hvis han er sløv, fordi han ikke får morgenmad, har man også forpligtelse til snakke med Hassans forældre, hvis hans faste går ud over hans evne til at følge undervisningen.

Der er mange spørgsmål forbundet med ramadan. Det er naturligt, at det vi ikke kender eller gør selv, kan virke anderledes eller mærkeligt. Derfor håber jeg, at du også stiller dine spørgsmål til de muslimer, du kender. Kun med samtale kan vi blive klogere på hinanden. Det kræver åbenhed og nysgerrighed fra begge parter.