Bragt i Ekstra Bladet 13 juni 2018
Denne weekend afholder den danske presse, politikere, NGO’er og interesseorganisationer årets store fætter-kusine fest. Festen kaldes for Folkemødet, og de stigende priser får én til at tro, at man befinder sig på Manhattan i New York og ikke på Bornholm i Danmark. Men lad nu det ligge.

Det største problem er nemlig ikke, hvem der har råd til at deltage i Folkemødet (selvom det også er et problem). Det er snarere, hvem der bliver inviteret med til festen.

I skrivende stund er der i alt 1124 arrangører, der står bag flere tusind events til Folkemødet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der vil være mange gode, konstruktive og interessante demokratiske samtaler over kaffen i teltene.  Stemningen vil være hyggelig og forhåbentlig vil solen også gøre sit. Så langt så godt.

Men! Rykker vi overhovedet noget hos dem, der er imod demokratiet og frihedsrettighederne, når vi kun vil drikke dialogkaffe med dem, der deler vores verdenssyn? Eller mødes vi alene for at bekræfte hinanden i, hvor gode mennesker vi er, og hvor dumme de andre er?

Engang mente jeg, at Folkemødet KUN skulle være for os – de frelste. I dag er jeg blevet meget klogere!
I 2015 meddelte en række hadprædikanter deres deltagelse til Folkemødet. Gert Wilders fra Holland fik følgeskab af Danskernes Parti og en græsk nynazist fra Gyldens Daggry. Dengang udtalte jeg, at ‘ekstremisterne var ved at voldtage ideen med Folkemødet’. Jeg håbede på, at arrangørerne bag Folkemødet ville beslutte sig for, at det ikke var inden for rammerne, og at de ville afvise ekstremisternes deltagelse.

Det gjorde de ikke. Den dag i dag har jeg den holdning, at vi er nødt til at sige fra over for hadprædikanterne, så deres argumenter ikke står uimodsagt. Ikke med censur, men med kritisk debat. Derfor dukkede jeg selv op til en debat med Danskernes Parti.

Jeg var i øvrigt ikke alene. Mange var dukket op for at tale imod hadet. Dér gik det op for mig, at Folkemødet også skal være et rum, hvor vi skal mødes for at komme tættere på dem, vi er fundamentalt uenige med. Mine frelste venner vil sige, at man ved at tage samtalen med hadprædikanterne er med til at blåstemple deres synspunkter. Sikke noget vrøvl!

Hvordan kan vi rykke holdninger, hvis vi ikke vil mødes med dem, vi er uenige med? Er vi for fine til at mødes med dem der prædiker had mod danske jøder, muslimer og homoseksuelle? Og hvad nytter det at stikke hovedet i jorden som en struds, når højreekstremister, og islamister truer vores demokrati?

Jeg mener, at en kritisk debat, som afslører hadprædikanterne, er den eneste vej frem for at holdninger kan synliggøres. Derfor skal vi have mod til at mødes med de politiske eller religiøse ekstremister, der sætter befolkningsgrupper op mod hinanden.

Ellers vil Folkemødet kun være en hyggeklup for os, de frelste.