Bragt i Ekstra Bladet 22/6-2018

Der er valg i Tyrkiet på søndag. Det skal både sammensættes et nyt parlament og vælges en ny præsident. Det er et historisk valg, som vil afgøre Tyrkiets fremtid.

Jeg har kurdiske rødder fra Tyrkiet og var tæt på Ankara, da det mislykkede militærkupforsøg fandt sted i 2015. Vi kunne høre F16 fly i luften og skud på gaderne. Jeg havde god grund til at være bekymret. De gange millitæret har overtaget magten i Tyrkiet, som det skete i 1960, 1971 og 1980, er mønsteret hver gang det samme. Retssystemet er blevet sat ud af kraft. Pressefriheden, forsamlingsfriheden, og ytringsfriheden er blevet indskrænket. Flere hundrede tusind mennesker er blevet anholdt, tortureret eller dræbt. Hvert eneste militærkup har bombet landet årevis tilbage økonomisk, kulturelt og demokratisk.  Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troede, at Erdogans parti AKP, ville bruge lignede udemokratiske metoder.

Det er kendt for alle, at Tyrkiet er -siden kupforsøget, en af de lande i verden som fængsler flest journalister. Flere hundrede tusind offentligansatte har mistet deres autorisation, er fyret eller suspenderet fra deres stillinger. Mange af dem har ikke klageret. Stort set alle regeringskritiske medier er lukket, bliver retsforfulgte eller er allerede overtaget af staten. En udvidet terrorlovgivning betyder jurister, menneskerettighedsaktivister eller NGOer bliver beskyldt for terrorisme, fordi de forsvarer frihedsrettighederne. Fx har Amnestys generalsekretær i Tyrkiet siddet i fængsel i over et år.

Hvis Erdogan bliver valgt som præsident, kan han enerådig fortsætte den undtagelsestilstand, Tyrkiet har været i siden 2015. Dvs. uden om regeringen og uden om parlamentet kan han sætte menneskerettigheder, internationale konventioner og normale retssikkerhedsprincipper ude af kraft, og kan ikke selv retsforfølges. Men det værste er, at han kan fortsætte med at splitte sit eget folk.

Det er ikke kun befolkningsgrupper, der ikke taler sammen, men også familiemedlemmer. Jeg kender splittelsen fra min egen familie. Min far har stemt på Erdogans parti AKP i mange år (stemmer dog på ingen partier i år) Min mor og svigerfamilie stemmer på det kurdiske parti HDP. Mens hele min mors familie stemmer på det socialdemokratiske parti CHP.

Mange venskaber er gået i stykker. Mange relationer er ødelagt. Jeg ved det også fra mine tyrkiske venner i Danmark, som jeg har arbejdet årevis sammen med. De hilser ikke længere, når de ser mig, da grøften er blevet for dyb i mellem os. Nogen har jeg drukket dialogkaffe med, da de har beskyldt mig for landsforræderi og terrorisme, fordi jeg har været kritisk overfor regimet. Folk jeg slet ikke kender, har oven i købet anmeldt mig til tyrkiske efterretningstjeneste.

Det er trist og smertefuldt at se, hvordan en leder kan splitte og skabe så meget had mellem mennesker. Jeg håber det bedste for Tyrkiet på søndag, og krydser fingre for at folket kan vælge en præsident, som kan samle sit land og styrke demokratiet. Og det kan ikke ske med Erdogan ved roret. Derfor STEM nej til Erdogan.