Bragt i Ekstra Bladet 12/12-18
Jeg hører igen og igen argumentet om, at afviste asylansøger ikke har ret til at være i Danmark, da de har fået afslag.

Men hvem er de afviste? Og hvorfor vil de ikke samarbejde om en hjemsendelse? Jeg mødte en af dem. Han hedder Hawar Azizi og bor udrejsecentreret Sjælsmark. Familien Azizis historie er et levende bevis på, hvor uretfærdigt og tilfældigt mange af afslagene også er.

Familien Azizi har boet i Sjælsmark næsten 10 måneder og består af 11 familiemedlemmer. Mor, far, syv børn og to fastre. 

Familien flygter fra Iran i 1979 til Irak pga. Ayotollah Khomeini. Familien består også af onkler, fætre, kusiner mm. De er alle på flugt, da de er en del af det forbudte kurdiske politiske parti PDKI, der er i opposition til den religiøse leder Khomeini. 

Ud over at være kurdere og demokrater, er familien også medlem af yarsam-religionen. En trosretning, som ikke er anerkendt af det islamiske regime, og de oplever daglige trusler, chikane og forfølgelse. UNHCR flytter familien til Nordirak, men da ISIS går efter alle de ikke muslimske mindretal, flygter familien videre til Danmark. 

Hawars familie har været forfulgt siden 1979 og har boet i alt 39 år i forskellige flygtningelejre. Hawar og hans søskende er alle født i flygtningelejre og kender ikke til andet. Jeg har set deres papirere og Flygtningenævnet anerkender også familiens forklaring om, at de har boet 39 år i lejre. 

Alligevel har Hawar, hans forældre, søskende og de to fastre fået afslag på asyl. Flygtningenævnet mener ikke, at familien risikerer forfølgelse og vil derfor udvise familien tilbage til Iran. Problemet er, at familien ikke er iransk, den har ingen tilknytning til landet og er forfulgt i Iran.

Jeg har også set dokumenter fra FN, der slår fast at familien er politisk flygtninge. 

Det mest groteske er, at Hawars onkler og fætre har fået asyl i Danmark. Ligesom alle andre familiemedlemmer fra de samme flygtningelejre, Hawars kernefamilie er flygtet fra i Irak, også har fået asyl i Sverige, Italien, Østrig, Tyskland, Holland, Canada, Ireland, New Zealand mm.  

Da Hawar besøgte mig på mit kontor i København, spurgte jeg ham, hvad han ønskede. Mens jeg gjorde mig forestillinger om den lange ønskeliste, han måtte have, sagde han med en spinkel stemme: ‘Vi vil gerne flytte tilbage til Jelling’.

Jelling? Hvorfor Jelling, spurgte jeg. Det viste sig, at Hawar sammen med sin familie boede i et Røde Kors flygtningecenter i Jelling, før de blev flyttet til Sjælsmark. Der måtte de arbejde og gå i skole. De havde venskaber med danskerne. Han var i praktik og havde drømme.

Men nu Hawars søskende både mentalt og fysisk hårdt presset af situationen. Hawar er selv på piller. Han kan ikke sove, ikke finde ro. Oplever ikke glæde. Han savner sine venner, praktikpladsen og sine drømme. 

Det eneste jeg ønsker af dig er, at du husker Hawars historie næste gang du hører om de udviste asylansøger. At du husker drømmen om Jelling.