Bragt i Ekstra Bladet 14/02-19
For fire år siden ramte terroren Danmark. 

Jeg sov den dag kl 05.30, da jeg på de sociale medier kunne følge med i journalisternes opdateringer. 

Min lillesøster ringede kl. 7 og spurgte, hvordan hun skulle komme i skole. Jeg forstod ikke spørgsmålet. Du tager bare bussen, som du plejer sagde jeg. Du forstår det ikke, sagde hun. Min skole er tæt på synagogen. Hvad skal jeg sige, hvis nogen spørger mig?

Vi vidste godt, at det ikke var os, der havde  slået Dan Uzan og Finn Nørgaard ihjel, men som muslim delte vi samme tro med terroristen, og derfor følte vi os alligevel skyldige. 

Jeg fik et par uger efter en invitation til mindehøjtidigheden for Dan Uzan i synagogen. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle deltage. Hvad skulle jeg sige til Dans familie, hvis de spurgte mig om noget. Jeg mener den dag i dag, at Dans far har alle gode grunde til at hade alle muslimer! Han havde én søn, som blev taget fra ham på den mest uretfærdige måde. Men han har valgt kærlighedens vej.

Jeg endte med at takke ja til mindehøjtidigheden, men besluttede mig for at være ‘usynlig’, dvs ikke have øjenkontakt med nogen. Jeg var på en mærkelig måde fyldt med skyldsfølelse. Da jeg listede mig ind i synagogen, kom der en mand mod mig og åbnede begge sine arme og sagde: ‘Godt du kom Özlem’. L

Det var Allan Melchior. Overrabbiner Bent Melchiors søn. Han krammede mig. Han ønskede, at jeg skulle hilse på Dans familie. Jeg fik en klump I halsen. Mit hjerte var ved at eksplodere. Jeg rakte hånden til Dans far for at hilse. Havde aldrig set ham før. Han krammede mig. Han græd. Jeg græd. Dans mor krammede mig. Jeg græd. Hun græd. Andrea, Dans søster græd. Jeg sad ved siden af min Bent Melchior. Han græd. Jeg græd. Hele synagogen var fyldt med mennesker fra forskellige trosretninger. 

Der var ikke ilt tilbage i rummet. Ikke meget håb. 

Terroren slår ikke kun mennesker ihjel. De bomber også med had mellem befolkningsgrupper. Vi er splittet i atomer og kommer aldrig samlet herfra. I det jeg tænkte det, kom en masse unge fra Goldsmith akademiet op. Et musikinitiativ som Henrik Goldsmith har taget initiativ til, hvor børn og unge på tværs af religion synger for fred. De havde enten tørklæde, kalot eller kors på. 

De unge sang med fuld lunge halluja. Vi begyndte alle at synge med. Dér kom lyset, ilten og håbet tilbage i synagogen. Og jeg lærte, at der er altid håb. Derfor må vi aldrig opgive det gode i mennesker. 

Dans far sagde til danske medier lige efter terrorangrebet: ‘Ondskab kan ikke bekæmpes med ondskab, men med godhed. Godhed kræver mod.’

Tak til Dans familie for at lære os at være modige. 

Æret være Dan og Finns minde.