Bragt i Ekstra Bladet den 15/12-2019

Jeg stiller normalt altid op, men i forleden valgte jeg alligevel at trække mig fra debatten i DR2.

Vi skulle tale om radikalisering og ekstremisme. Bagtæppet var de sidste par dages anholdelse af terrormistænkte. Sagens alvor bliver understreget af, at næsten alle politikredse har været involveret i efterforskningen sammen med PET. Terrortruslen i Danmark er fortsat høj og der er grund til bekymring.

Men grunden til at jeg alligevel sagde nej tak, er sagens kompleksitet. Der er ikke én grund til, at mennesker bliver radikaliseret, og derfor er der heller ikke én simpel løsning, som politikerne gør det til. 

Modsat politikerne har jeg været i mange af de radikaliserende miljøer. Eksempelvis som Hizb ut-Tahrir og Grimhøjmoskeen. Jeg har brugt flere dage på at tale med salafister, som går ind for ISIS. Jeg har mødt unge, som er hjernevasket. Talt med dem. Lyttet til dem. Har prøvet at forstå deres tankesæt og afkode, hvad der har skubbet dem i de ekstreme miljøer. Men også hvad der har skabt et modborgerskab. 

Det ER kompliceret! Nogen har ikke en faderrolle i deres liv. Nogen er mislykkedes som søn, som borger, som menneske. Nogen mangler noget. Nogen føler sig udstødt af familien, af normerne og af samfundet. Nogen får noget. Og midt i alt det kaos, står de ekstreme miljøer og tilbyder en identitet, en plads i paradis, en retning til deres vrede.

Og hvergang politikerne forringer frihedsrettighederne for borgerne, forærer man de ekstreme miljøer redskaber til at rekruttere unge mennesker, til deres syge ideologier.  

Ingen i offentligheden ved særlig meget om de anholdelser, der netop har fundet sted. Men de fleste politikere i studiet hos Clement agerede som eksperter og PET-agenter, til trods for at sagen kører bag dobbeltlukkede døre.

Der var ikke grænser for, hvad de fleste var klar til indføre for at indskrænke friheden for danskerne. Og naturligvis trak også én politiker også muslimernes-skyld-kortet. En stemme i mig sagde, at jeg burde stille op for at holde fast i kompleksiteten. Men da jeg så debatten fra min stue, blev jeg bekræftet i, at det havde været en umulig opgave.

Hvis man skal bekæmpe terror, skal man både have et dygtigt politi og PET. Takket være dem er de mistænkte anholdt. Men hverken PET eller Politi kan løse opgaven alene. De er en del af samfundet. Og vi som samfund kan også gøre noget. Ikke på den korte bane, da det er politiets opgave, men på den lange bane ved at danne og uddanne unge til at være medborgere med en skærpet evne til at rumme uenigheden, så de ikke tyr til vold.

Det er, hvad jeg arbejder for hver eneste dag. Og det er ikke nemt, men komplekst. Det tager tid og lyder ikke lige så handlekraftigt i en debat i DR2. 

Jeg håber, at de folkevalgte trækker vejret dybt. Mere overvågning skaber ikke mere sikkerhed, og mere sikkerhed betyder ikke mere frihed. Så ville borgere i Nordkorea, Tyrkiet og Kina være de mest frie mennesker i verden. Poltikerne skal holde fast i demokratiet og frihedsrettighederne. Ellers vil de give terroristerne præcis dét de kæmper for: Et svækket demokrati. 

Men i dag valgte jeg at sige, at jeg gør mest gavn ved at slå koldt vand i blodet, indtil vi ved mere om sagen. Derfor sagde jeg nej tak til Clement.