Bragt i Ekstra Bladet den 3/4-2020

Forestil dig et hospital, du kender. Du har tidligere besøgt et familiemedlem, der var syg, eller da du skulle fejre en glædelig fødsel. Et hospital med blomster på gangene, billeder på væggene og plejepersonale med smil på læben. 

Nu er det omdannet til en gyserfilm, hvor der ikke længere er brug for baggrundsmusik for at skabe en uhyggelig stemning. Der er vagter, der er klædt ud som rummænd ved dørene og hundredvis af kister ved udgangen. Samtlige af hospitalets stuer, gange og kælderlokaler er fyldt med syge eller døde. Personalet hoster, mens de løber fra den ene stue til den næste. Nogle af dem græder. Andre trøster sine kollegaer ud på gangen. Presset er for stort. Lugten af døde mennesker for stærk.

Forestil dig din mormor, far, nabo eller den hjemløse, som du altid køber Hus Forbi af. De har feber og ligger tungt i sengen med et bombastisk apparat, der trækker vejret for dem. Andre er så heldige, at de ‘kun’ er i intensiv afdeling. Ingen sidder ved deres senge og holder dem i hånden. Alle er syge alene. De vil dø alene. De vil desværre også blive begravet alene.

Forestil dig, at dette scenarie folder sig ud ikke bare på det hospital, du kender, men alle de hospitaler, der er i Danmark. Landet er omdannet til en stor kirkegård, hvor mennesker dør som fluer omkring dig. Du kan ikke gå ud. Angsten for at blive smittet og smitte andre er så stor, at alle fængsler sig frivilligt i deres hjem. Du råber efter hjælp. Du håber på hjælp.

Men hvem vil hjælpe?

Det spørgsmål stiller italienerne i øjeblikket Danmark. Myndighederne har sendt et brev til udenrigsministeren og har bedt om hjælp. Scenariet ovenfor er virkelighed i det smukke land, hvor over 10.000 mennesker indtil nu har mistet livet med coronavirus

Til trods for at Italien er en del af Europa og EU, er de overladt til sig selv.

Sidste uge kunne vi læse i medierne, at Rusland, Kina og Cuba havde sendt hjælp til italienerne. Cubanske læger blev modtaget med klapsalver, da de landede i Milanos lufthavn. Jeg må indrømme, at jeg fik selv tårer i øjnene, da jeg så videoen. Ikke fordi jeg bifalder diktatoriske lande, men fordi jeg som uddannet sygeplejerske har stor respekt for den solidaritet, sundhedspersonalet udviser.

Der gik ikke lang tid, før de kloge europæiske hoveder kunne konkludere, at kommunisterne havde bagtanker med hjælpen. Ja, selvfølgelig har de bagtanker. De udfylder et gigantisk hul, som EU selv har gravet. EU har svigtet Italien og brændt broen. Forståeligt nok er det kun 20 procent af italienerne, der p.t. har tillid til EU.

Hvis vi var i Italiens sted, havde vi håbet på, at vores venner havde hjulpet os. At de ikke havde ladt os i stikken. Hvis Italien skal overleve, og hvis EU skal overleve, er vi forpligtet til at hjælpe Italien. Ikke med sympatierklæringer, som udenrigsministeren gratis deler ud af i øjeblikket, men med sundhedspersonale, materiale og økonomisk hjælp. Alt andet vil være forrykt.