Bragt i Berlingske den 26. august 2019

Vi kan alle sammen lære af at tale med dem, der ser anderledes på verden, end vi selv gør. Derfor har vi på tværs af vores politiske og religiøse forskelle etableret Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe.

I Bent Christensens film »Naboerne« (1966) følger vi, hvordan to tilsyneladende velfungerende mænd i skikkelse af John Price og Ebbe Rode bekriger hinanden på den mest infame måde. Den ene norm for civiliseret samkvem efter den anden krænkes. Grænserne for, hvad man kan sige og gøre, flytter sig scene for scene. Først i det små, senere på mere ondskabsfuld manér, og til sidst forvandles naboernes huse og haver til en krigsskueplads, hvor gravkøer på larvefødder, dynamit og forhammere anvendes som våben i en stadigt vildere eskalering. Til sidst står en rygende ruinhob tilbage, mens naboerne godt forslået går hver til sit, og den lokale købmand, som undervejs har opildnet kamphanerne, kigger ind i kameraet og spørger: Hvorfor?

Filmen er et sindbillede på den tilstand, man fra tid til anden kan finde på de sociale medier, hvor flokmentaliteten trives, og vores værste instinkter stilles til skue.

Ikke desto mindre er Danmark et samfund, hvor tilliden til institutioner og til medborgere på tværs af sociale og politiske skel traditionelt har været høj. Derfor har vi haft gode rammer for at håndtere vores uenighed og forskellighed.

De seneste årtier har vores samfund og verden omkring os imidlertid undergået radikale forandringer, som gør, at frihed og tolerance er kommet under pres, og vores evne til at håndtere en voksende mangfoldighed er udfordret. Samfundet er blevet mere multikulturelt og mere multireligiøst, og vi deler ikke længere normer for ting, man tidligere tog for givet: påklædning, kønsrelationer, seksualitet, tro, børneopdragelse.

Mange føler sig utrygge over at leve side om side med folk, der er forskellige fra dem selv. Karen Stenner, ekspert i politisk psykologi, peger på, at vores liberale demokrati de seneste årtier har flyttet så mange moralske grænser og har givet plads til så meget religiøs, kulturel og social mangfoldighed, at evnen til at tolerere det liberale demokrati er ved at nå bristepunktet hos en stor del af befolkningen.

Ny forening

Vi er i dag, takket være den digitale teknologi og migration, blevet naboer på tværs af kultur og religion, fysiske og/eller virtuelle naboer, men der er ingen garanti for, at vi bliver gode naboer.

»Hvis vi tager et personligt ansvar for samtalen, kan den gøre os og de andre klogere på hinandens og vores egne fordomme og blinde vinkler.«

Det er det, Foreningen Brobyggerne handler om. Ideen blev undfanget af Özlem Cekic, som opsøger mennesker, der sender hende hadefulde mails, og inviterer dem til Dialogkaffe. Projektet lagde grunden til udvikling af en metode for, hvordan man får skabt en samtale, der ikke er drevet af fordomme og dæmonisering, men både er kritisk og konstruktiv.

Det er der i den grad brug for. Vi har med stigende bekymring fulgt den offentlige debat. Ikke fordi den er hård og kontant. Det må den gerne være. En direkte og åben debat kan tydeliggøre forskelle og holdninger og gøre os klogere på os selv og hinanden. Nej, det, der bekymrer os, er mistilliden, dyrkelsen af fjendebilleder, ekkokamre og en vigende vilje til at lytte til hinanden.

Demokrati, frihed og tolerance forudsætter uddannelse og kultivering. Det er ikke naturfænomener. Der er stærke kræfter i vores natur, som trækker i andre retninger. De trives til overflod på især de sociale medier. Demokrati, tolerance og frihed er permanent truet i vores civilisation, fordi vi ikke er født tolerante, eller er særligt disponeret for demokrati.

Derfor har vi på tværs af vores politiske og religiøse forskelle etableret Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Vi håber, at det bliver en massebevægelse, hvor den enkelte borger tager personligt ansvar for samtalen. Målet er ikke, at alle skal blive enige, men at vi skal udvikle og skærpe evnen til at rumme vores uenighed og forskellighed. Det er en gigantisk udfordring og kan være en smertefuld proces, men det er fundamentet for et vitalt og bæredygtigt demokrati.

Hvor vil vi sætte vores kræfter ind?

Foreløbig koncentrerer vi vores indsats om fire projekter: En brobyggeruge i skolerne, hvor børn og lærere får redskaber til at tale om forskelle og identificere fordomme og fjendebilleder. Vi vil derudover forsøge at etablere en dialog med lukkede miljøer, hvor ekstremisme og antidemokratiske holdninger og normer trives. Vi tror ikke på forbud, men på at sociale forandringer og holdningsændringer skabes gennem debat og eksponering. Vi vil gøre samtalesaloner til en institution i lokalsamfundet og organisere rum for dialogkaffe på arbejdspladser og andre steder. Hensigten er at fokusere både på midten og på radikale miljøer i samfundets periferi.

Vi kan alle sammen lære af at tale med dem, der ser anderledes på verden, end vi selv gør. Hvis vi tager et personligt ansvar for samtalen, kan den gøre os og de andre klogere på hinandens og vores egne fordomme og blinde vinkler.

Özlem Cekic er generalsekretær i Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, og Bent Melchior, Jane Sandberg, Eva Smith, Flemming Rose, Andreas Kamm, Naveed Baig, Aydin Soei og Simon Lund Jensen er bestyrelsesmedlemmer i foreningen.