Af Özlem Cekic
Generalsekretær for Brobyggerne – Center for Dialogkaffe

Jeg kunne starte mit indlæg med at skrive om, at løsgængeren Sikandar Siddique havde ret til at ønske glædelig Ramadan i Folketinget, uden at blive italesat af Pia Kjærsgård. Eller at den negative omtale af muslimernes fastemåned i medierne skaber et modborgerskab og bidrager til fjendebilleder. Det vil være business as usual, hvis jeg begyndte at dokumentere, at muslimske buschauffører er ikke farlige under ramadanen, som det blev påstået af Støjberg sidste år. Mine venner vil bakke mig op, og dem der er uenige, vil stoppe med at læse videre. Men det vil være fuldstændig i strid med ramadanens ånd, som handler om at samle frem for at splitte. Trods for Ramadanen er noget, de fleste mennesker har både positive og negative holdning til, er det alligevel overraskende få, der ved noget om, hvad muslimerne bruger tiden på ud over at faste fra solopgang til solnedgang.

Lad mig starte i mit barndomshjem på Vesterbro.

Stuen var alt for lille til at kunne rumme et spisebord på Sigerstedsgade. Derfor spiste vi på gulvet foran kakkelovnen. Min mor havde en fin blomsterdug, som hun spredte på gulvet. På den lagde hun en rund træplade med fire små ben på ca. 20 cm. Det fungerede som et lavt bord. Det sad vi omkring, mens vi lyttede til muslimske salmer i radioen. Vi ventede alle spændt på, at salmerne blev afbrudt af ezan, som en markering af, at nu kunne man bryde fasten. Det krævede sin disciplin ikke at give op ved målstregen. Det var ellers fristende med alle de lækre retter, min mor havde brugt hele dagen på at tilberede.

Min far bad den samme bordbøn hver aften på tyrkisk og arabisk. Han takkede Gud for det liv vi fået i Danmark. Bagefter bad han for, at Gud kunne være vores vejviser, så vi holdt os fra løgne, forræderi og ondskab. Der var en alvor i min fars stemme, nærmere en angst, når han sagde ordene. Som om han var bange for, at vi ville falde for fristelsen. Hans hårde ansigt med rynker blev erstattet af en mildhed, eller snare en medlidenhed, når han bad for folk i krig og i fattigdom. Til slut læste vi alle op af en passage fra Koranen på arabisk. Vi bad bønnen ind i vores hænder, som vi formede som en skål, mens vi kiggede i den. Amen sagde vi i kor og ”tørrede” hænderne på ansigtet og på brystet for at ordene kunne berøre vores hjerner og hjerter.

Mens alt det kørte i slowmotion, de to minutter seancen varede, mindede vores spisning mest af alt om et 100 meter løb. Ingen talte de første par minutter, som det tog os at spise halvdelen af middagen. Min storebror, der var ældre end mig påstod, at han havde en langt større selvdisciplin end mig, og det var grunden til, at han ikke kastede sig over maden, som jeg gjorde. Min storebrors ord ramte mig hårdt, da de understregede, at det at afholde sig fra maden kun er en lille del af Ramadanen. Jeg skammede mig over min grådighed. Jeg var 12 år, og han 15.

Hvilken moske vi endte med at besøge på Valdemarsgade om aftenen, afhang af, hvem vi mødte på vejen. Ligesom deres venner havde mine forældre ikke en fast moske, de tilhørte. I menighedens øjne havde børnene en speciel status, selvom langt de fleste af os var i puberteten. Vi diskuterede dagsaktuelle emner med vennerne, udvekslede videobånd med de nyeste tyrkiske film eller lavede lektier, mens de voksne bad. Jeg mindes ikke, at piger og drenge var opdelt. Ej heller, at moskeerne modsat i dag holdt med et bestemt politisk parti i Tyrkiet.

Jeg lærte meget hurtigt at økonomisere min energi om dagen, så blodsukkeret rakte længere end til kl. 10 om formiddagen. Det betød, at jeg ikke legede fangelej med vennerne på vej til Ny Carlsberg Vejens Skole og sov eftermiddagslur, når jeg kom hjem, så jeg var frisk til at være madbringer for min mor. Hun lavede mad til de ensomme ældre, hun kendte i Enghave. Den største glæde var, når de ældre lagde, godterier på de tomme tallerkner, jeg skulle slæbe med hjem.

Maden var et redskab til at udvise næstekærlighed til de mennesker, man delte blokken, gaden, byen og verden med. Da vi flyttede til Sønder Boulevard lærte jeg, at hvis man skulle gøre sig nogle forhåbninger om at være en god troende, så skulle Ramadanen bruges til at udføre frivilligt arbejde med det formål at gøre hverdagen nemmere for socialt udsatte. I mit barndomshjem kendte man ikke til Benny Andersen, men jeg er ikke i tvivl om, at min mor havde fældet en tåre, hvis kun kunne læse hans digt, hvor han så smukt skriver, at fugle kan flyve i flok, når de er mange nok. Ramadanen var en intensiv skoling i at tage et personligt ansvar for flokken.

En uge før Ramadanen sluttede, begyndte diskussionerne om, hvem der skulle have familiens zekat – en almisse. Skulle det være en dansk organisation eller en fra hjemmelandet, der skulle have pengene? Skulle man hjælpe en familie man kendte, eller flygtninge, som utvivlsomt havde større behov? Vores forældre tog os børn med på råd. Mange havde brug for hjælp, og vores 500 kr. rakte ikke langt. Samtalerne motiverede os til at starte ekstra indsamlinger under Ramadanen. 

Jeg er opvokset i en muslimsk familie, som altid har haft en pragmatisk tilgang til fasten. Min forældre har opfordret os til at faste, men aldrig tvunget os til det. Nok af samme grund gjorde mine forældre aldrig et stort nummer ud af det, da det gik op for dem, at min storebrors faste frokostaftale hos Mc. Donalds spillede en stor rolle for hans ”selvdisciplin” om aftenen. Jeg har taget mange af barndommens traditioner med mig og mikset dem med de danske. Jeg pynter vores hjem og køber fredagsgaver i stedet for adventsgaver. Ligesom tusindvis af muslimer passer jeg mit arbejde, men uanset, hvor stille muslimer går med dørene, vågner vi hvert år op til overskrifter, som ”muslimer bør holder ferie i ramadanmåneden, så det ikke får en negativ indvirkning på resten af det danske samfund” eller ”elever der fasterskal bortvises” De samme folkevalgte holder sig ikke tilbage med at foreslå indskrænkning af forsamling-, tros- og åndsfrihed, velvidende, de rettigheder er grundlovsbestemte. Men hvor mange ramadanmiddage har de politikere været med til? Hvad har de gjort for at integrere sig med muslimerne?

Jeg inviterer gerne Støjberg, Vermund, Kjærsgaard til en online ramadanmiddag. Som den persiske digter Mevlana Rumi siger
”Kom, kom, hvad du end er,
det spiller ikke nogen rolle”