Torsdag d. 20. aug. 2020 

Hvordan statsministeren kan kalde børn, der er født på danske hospitaler, for indvandrerdrenge, begriber jeg ikke. Det er håbløst.

Jeg har født to drenge. Den ældste er 21 år gammel og læser jura. 

Han startede på gymnasiet lige efter niende klasse. Og derefter –  mens hans kammerater festede hele sommeren med studenterhuen – arbejdede han i Brugsen for at spare op til sit sabbatår. Sammen med en række andre danske unge tog han til Grækenland i tre måneder for at hjælpe flygtninge. Da han kom hjem, arbejdede han to måneder i Amnesty. Inden han begyndte på universitet, kunne han også nå at skrive aftjent værnepligt på sit CV.

Større loyalitet mener jeg ikke, man kan udvise det land, man er født og opvokset i.

Min yngste søn er kun 11 år. Han går i femte klasse, spiller fodbold tre gange om ugen og spiller guitar om onsdagen. Han har modsat sin bror ikke et tyrkisk sprog og kommunikerer kun på dansk. Begge mine drenge har jeg født på Rigshospitalet. De taler dansk, de tænker på dansk. En dag fortalte de mig, at de også drømmer på dansk.

De har modsat majoriteten af etniske danskere ikke blå øjne og lyst hår, da de har kurdiske rødder. Men ud over det er der intet, der adskiller dem fra helt almindelige danske drenge. Vi har opdraget dem som demokratiske medborgere og ordentlige individer, der rækker hånden ud til de mennesker, der har brug for hjælp. Og til at de skal påtage sig et personligt ansvar for fællesskabet og for deres eget liv. 

For mig er mine drenge danske. De ser sig selv som danske. Det gør staten også, da de begge har dansk statsborgersskab.

I går holdt Socialdemokratiet sommergruppemøde. Flere medier citerede statsministeren for at sige: 

‘Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Man skal ikke være bange for at gå ned i sin egen vaskekælder, og man skal ikke gå uden om indkøbscentrene på den københavnske vestegn.’

Baggrunden for holdningen er, at regeringen i næste uge fremlægger en flerårig aftale for politi, der skal sikre ‘almindelige’ danskeres tryghed. Man må forstå, at utrygheden kommer fra de såkaldte ualmindelige ‘indvandrerdrenge’. 

Drenge, der er født på danske hospitaler. Drenge, der taler dansk. Drenge, der har dansk statsborgerskab. Drenge, der er en del af det lille Danmark med det store fællesskab.

Ja, der er nogle gange unge i alle farver i S-togene, som enten mangler opdragelsen eller har for meget alkohol i blodet. Men det betyder på ingen måde, at en hel generation skal stemples som utryghedsskabende pga. deres hudfarve.

I gamle dage var det Dansk Folkepartis opgave at trække indvandrerkortet op til alle forhandlinger. Det er ualmindeligt trist, at en socialdemokratisk statsminister, der bryster sig af at være børnenes statsminister, ikke holder sig tilbage med at spille indvandrerkortet.

Et stærkt fællesskab kræver inklusion og ikke eksklusion af unge, der er født på danske hospitaler.