Mandag d. 14. sep. 2020

Mange kvinder har været udsat for sexisme. Det er ikke en hemmelighed, men det er alligevel et stort tabu. Og de færreste har lyst til at fortælle om det. Men lad mig alligevel gøre forsøget. 

Jeg har været medlem af Folketinget i otte år. 

Ligesom alle andre kom jeg til de sociale arrangementer, men jeg gik hjem, når folk blev fulde og ville kysse og kramme. Jeg gad ikke de seksualiserede snakke, som der er mange af i politik. F.eks. kan jeg huske, da en minister sagde, at den farve var flot til mig, og begyndte at tage lidt om mig. Da jeg bad ham om at lade være med at røre ved mig, sagde han: ‘Undskyld, jeg glemte du var muslim,’ som om det havde været mere acceptabelt, hvis jeg ikke var det. 

Eller da jeg engang mødte en mandlig folketingskollega, som var ved at vise en patientforening rundt på Christiansborg, og som præsenterede mig: ‘I skal lige hilse på vores smukke folketingsmedlem.’

‘Jeg er faktisk også begavet,’ prøvede jeg at tilføje, inden gruppen grinende fortsatte ned ad gangen.

Jeg fik en dag at vide af en mand, som mente, jeg snakkede for meget, at ‘man burde tape din mund og putte nogle kugler i den, mens man piskede dig.’ Og da jeg med et smil sagde, at jeg ikke brød mig om hans måde at tale på, spurgte han, hvorfor jeg nu ville ødelægge den gode stemning. Et kort øjeblik fortrød jeg, men jeg endte med at holde fast i, at jeg faktisk syntes, at min grænse var overskredet, og det ville jeg gerne sige fra over for. Vi var flere i rummet. Ud over mig og den, der ville piske mig, var der ingen andre, der sagde noget.

Det er næsten det værste. At mange – især mænd – ikke vil se problemet. Der er en undertrykkende jovial og misforstået frimodig hø-hø-kultur, hvor ‘sexchikane er et personalegode’. En joke, som Dansk Folkepartis ligestillingsordfører i øvrigt gentog fra talerstolen i Folketinget, da vi debatterede, hvorvidt vi skulle have en handlingsplan mod sexchikane på arbejdsmarkedet.

I starten troede jeg, at det var mig, der var et problem med. Måske mente de, at mit udseende var det eneste, der var at rose? Måske opførte jeg mig anderledes, end man burde i de politiske debatter? Men når jeg snakkede med andre kvinder, gik det op for mig, at jeg langtfra var den eneste, der mødte den slags kommentarer.

Eksempelvis var der et folketingsmedlem, som var kendt for at være en ‘gammel gris’. Ham skulle man gøre alt for at ikke kramme. Hans hænder bevægede sig altid med lynets hastighed ned på ens balder, hvis man ikke var hurtig nok til at reagere. 

De kvindelige folketingsmedlemmer på tværs af partier fortalte mig, hvordan de også fik hele tiden bemærkninger om deres hår, påklædning og køn. 

‘Rødt er rigtig flot til dig’ eller ‘du er meget feminin med løst hår’, er nogle af de typisk kommentar, jeg har fået at vide, når jeg er kommet ned fra Folketingets talerstol, hvor vi har haft en heftig debat om en lovændring. De mest grænseoverskridende bemærkninger har været dem, hvor nogen har sagt ‘du dufter så godt’, eller ‘hvorfor er du så hysterisk. Har du ikke fået sex for nylig.’

Der er utvivlsomt en syg kultur, der gør kvinder til objekter og reducerer dem til det, de har mellem benene. Alt er tilladt. Og intet har konsekvens. Derfor fortsætter sexisme. År efter år.

Nu står flere kvinder fra medieverdenen frem og kræver en kulturændring og en lovændring. Sidste år var der flere hundrede beretninger fra kulturverdenen. Men hvordan kan kulturen ændres, når sexismen har slået rødder selv hos magthaverne i Folketinget?