Mandag d. 28. sep. 2020

Berlingske har de sidste par dage afsløret, hvordan et religiøst råd med tre imamer opererer i det skjulte i Odense.

Rådet fastholder kvinderne i et slavelignende liv ved at kræve, at kvinden skal betale 75.000 kroner til eksmanden og bl.a. skrive under på, at hun vil miste retten til sine to børn, hvis hun bliver gift med en anden mand, flytter længere end 130 kilometer væk fra Vollsmose eller bliver fysisk eller psykisk syg.

Borgmesteren i Odense har allerede anmeldt imamen, og ministeren er på vej med lovgivningen på området for at bekæmpe de middelalderlige imamer.

Tak for det! Det har været chokerende læsning for os alle, og jeg er utrolig glad for, at man fra politisk hold reagerer så hurtigt.

Men desværre er det ikke nok at stoppe de pågældende imamer. Vores ambitionsniveau skal være højere end at symptombehandle. Her er nogle af mine bud på, hvad der skal til for at bekæmpe, at lignende sker. 

• Uddan imamerne i Danmark, så vi ikke skal lukke den ene Google-imam (der har ‘uddannet sig’ via Google, red.) efter den anden ind i Danmark, som med deres hadtale og udemokratiske tilgange kan få frit spil. Disse imamer har ingen uddannelse, men er selvlærte via Google. Hvis vi uddanner imamerne i Danmark, kan vi også være sikker på, at de har kendskab til dansk lov, danske værdier og frihedsrettighederne.
• Pålæg alle kvinder, som ikke er syge, et uddannelseskrav for at kunne modtage kontanthjælp. En sådan lov vil betyde, at kvinder får bedre mulighed for at kunne leve et økonomisk mere uafhængigt liv uden at skulle gå tiggergang hos deres mænd. Det vil også hjælpe dem til mere viden om deres rettigheder og støtte økonomisk uafhængighed af deres mænd.
• Giv kvinder i voldelige relationer ret til permanent opholdstilladelse samt juridisk, social og økonomisk hjælp i forbindelse med den efterfølgende skilsmisse. Det vil sikre, at vi som samfund ikke straffer offeret med en udvisning og belønner den voldelige mand med ret til at blive familiesammenført med en ny kone, som han efterfølgende kan smadre sønder og sammen.  
• Opret særlig taskforces, hvor demokrati-ambassadører kan starte den kritiske og konstruktive samtale i udsatte boligområder, i moskéer og i indvandrermiljøer med det formål at skabe en kulturændring. Vi kunne tage ved lære af Sverige, hvor etniske minoritetsmænd arbejder som rollemodeller, der åbner døre i indvandrermiljøerne og bidrager til at skabe et mere demokratisk sindelag. Kulturforandringer kan ikke alene skabes med lovgivning.
• Endelig skal den danske offentlighed have en langt større viden om, hvilke vilkår talrige etniske minoritetskvinder lever under i dag, for dermed at blive klogere på de ligestillingsmæssige og demokratiske underskud, som disse kvinder er ramt af. Undersøgelserne skal bruges til at skabe konkrete forandringer. Ikke for kvinderne, men sammen med kvinderne.

Ligestilling kommer aldrig af sig selv. Derfor er spørgsmålet, om politikerne vil gribe muligheden for at skabe reel ligestilling for disse kvinder, eller om de vil fortsætte symptombehandlingen. Straf og forargelse kan ikke stå alene. Dannelse og uddannelse er helt afgørende, hvis forandringen også skal komme inde fra indvandremiljøerne.