Bragt i Ekstra Bladet torsdag d. 18. feb. 2021

Danmark er et af de vestlige lande, hvor det er sværest at opnå dansk statsborgerskab. Men det afholder ikke politikerne på Christiansborg fra at konkurrere om, hvem der kan stramme garnet mest.

I forvejen er nogle af betingelserne uigennemskuelige og umulige at leve op til. Jeg kender unge, der er født på danske hospitaler, og aldrig har begået kriminalitet, som stadig ikke engang har en permanet opholdstilladelse. For dem er et dansk medlemskab en utopi, selvom de taler, tænker og drømmer på dansk.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg selv fik mit danske statsborgerskab i 1998. Det var en ubeskrivelig oplevelse at stå med det rødbedefarvede pas i hånden. Nu var jeg en del af Danmark.

Dette oplevede jeg for alvor, da jeg stemte første gang. For mig var valgdagen en stor indmeldelsesfest, og derfor dukkede jeg op i mit nyeste tøj for at stemme. Jeg kom i god tid og var en af de få, der ventede på, at stemmeurnerne skulle åbne kl. 8 i Alberslund.

Det var stort at stå i stemmeboksen. Jeg nød det, og det føltes som minutter, jeg var bag gardinet. Bagefter købte jeg wienerbrød. En tradition som jeg stadig holder fast i.

Jeg står ikke længere alene i køen. Jeg stemmer altid med min mand og vores børn. Vi taler om, hvad det vil sige at bo i et land med fred, hvor man ikke risikerer livet for at stemme. Hvad demokrati betyder, og hvorfor vi alle har et personligt ansvar for at bakke op omkring det. Om aftenen samles familie og venner. Vi spiser, diskuterer, råber, jubler eller græder over valgresultatet.

For mig er statsborgerskab den fineste anerkendelse, man kan få fra det land, man bor i og er loyal overfor. Det skal man gøre sig fortjent til. Af samme grund er jeg imod automatiske statsborgerskaber til folk, der ankommer til Danmark. Mennesker, der begår alvorlig kriminalitet, bekæmper demokratiet og frihedsrettighederne kan og skal ikke tildeles statsborgersskab.

Heldigvis er dette et fåtal. Dog er reglerne strammet så meget af skiftende regeringer, at selv mennesker, der har bidraget, overholdt loven, lært sproget, betalt deres skat og jublet med håndbolddrengene, ikke kan gøre sig forhåbninger om at kalde sig dansker.

Det er vigtigt, at der er ens regler for alle, og at reglerne er klare, forudsigelige og retfærdige. Men hvor er retfærdigheden, når Konservative foreslår et årligt loft over, hvor mange der må få statsborgerskab? Eller når Venstre ønsker, at man skal afholde ’demokratisamtaler’ og sende motiverede ansøgninger for at få statsborgerskab.

Hvem skal stå for denne sindelagskontrol? Den socialdemokratiske integrationsminister Mattias Tesfaye går længere i P1 programmet Ugens Gæst og mener, at man først ’er dansker i hjertet, hvis man har dannebrogsflag i lagkagen til børnenes fødselsdag.’

Når Danmarks tre regeringsbærende partier overgår hinanden i strammerkonkurrencen i deres ekkokamre, kan jeg ikke lade være med at være bekymret for hvilket modborgerskab, det kan skabe. Statsborgerskabet skal ikke bruges til at ekskludere og mistænkeliggøre, men til at invitere medborgere ind i fællesskabet.