Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 12. mar. 2021

Jeg frygtede ham, da jeg var folketingsmedlem. Jeg var ikke den eneste. Det gjorde vi alle sammen. Ikke fordi han som person var frygtindgydende. Men fordi han var ubestikkelig.

Det var ellers kutyme på Christiansborg, at hvis journalister fik godbider, dvs. små delhistorier af nye reformer, udspil eller lovændringer, så kunne man trække vejret lidt, da de ikke ville gå efter én på samme måde. I hvertfald ikke med det samme. Den uskrevne regel kunne man aldrig lave med ham. Han havde ikke et problem med at bide den hånd, der fodrede ham.

Jeg taler om institutionen Poul Madsen.

Poul var chefredaktør på Ekstra Bladet, og Ekstra Bladets journalister kunne man som politiker ikke være ‘venner’ med. De var i hælene på én konstant og var klar til at bide én i haserne. De lugtede dårlige sager mange kilometer væk, og uanset hvor meget man prøvede at dække over det, så kunne man være sikker på en ting. Det var et spørgsmål om tid, før Ekstra Bladet bød en velkommen på forsiden.

Jeg har selv haft mine ture og har også haft æren af at blive nomineret til Årets Torsk. Noget, der krævede et par psykologtimer at komme over.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har været meget kritisk overfor Ekstra Bladet. Det er yderst ubehageligt som magthaver, når journalister laver deres arbejde ordentligt. De går tæt på én i en grad, at det er svært at ikke beskylde dem for at være hjerteløse.

Første gang jeg sad i hjørnekontoret på Rådhuspladsen var, da jeg var straffet hårdt af det parti, jeg var medlem af, fordi jeg valgte at stemme imod en reform, der ville tage penge fra folk, der havde lidt, og give til dem, som havde meget. Rollerne var ændret. Jeg var den lille, der var blevet smidt på porten, og det talte jeg med Poul om. Jeg var overrasket over, hvor lidt han lignede den ulv, jeg havde forstillet mig ham som.

Men det ændrede ikke mit syn på Ekstra Bladet. Jeg betragtede bladets journalistiske linje som halvracistisk og besat af historier, der svinede muslimer til. Da jeg blev færdig med politik og begyndte mit nye liv som brobygger, talte jeg med Poul om det. Jeg foreslog, at vi kunne rejse Danmark rundt, så han også kunne se, at integration ikke alene handlede om frikadellekrig, men også om job, sprog, diskrimination og manglende fællesskaber.

Uden at tøve en eneste gang kastede Poul modigt sin og avisens energi i NyDanmark kampagnerne. Sammen besøgte vi alle hjørner i Danmark og talte med mennesker, som hver eneste dag kæmpede mod systemet, magthaverne og meningsløse love og regler. På den rejse mødte jeg først og fremmest Ekstra Bladets hjerte. Min fordomme blev gjort til skamme, da jeg sad med til redaktionsmøderne, hvor journalister insisterede på nuancerne og dilemmaerne.

Det er sjældent, man møder et menneske som Poul, som har modet til at svømme mod strømmen. En, der har viljen til at være stemme for dem, som ingen stemme har og er villig til at møde virkeligheden, som den er. Med åbent sind og begejstring. Både når han sidder i stuen hos Ahmed i Vollsmose, der kun har lukket ham ind for at give ham en verbal røvfuld. Eller når det er kvinderne i Gellerupparken, der sender ham søde smil, fordi de har mødt selveste Ekstra Bladet.

Tak for kampen min ven! Både som med- og modspiller.
Heldigvis er du ikke død og denne klumme er ikke en nekrolog. Snart skal vi ses til shawarma?