Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 21. mar. 2021

Jeg var i Tyrkiet, da militæret prøvede at kuppe magten i 2016. Jeg var på ferie med familien i Tyrkiets hovedstad Ankara, da nyheden om militærkuppet blev sendt i alle TV-stationer direkte. 

Det var en voldsom oplevelse. Der var F16 fly i luften og tusindvis af borgere på gaden, der gjorde oprør mod millitæret. Mange mistede livet eller kom til skade i sammenstødene. Vi var i tvivl om, hvorvidt vi kunne komme hjem til Danmark, da der var udgangsforbud og herskede kaos. Jeg kan huske mange deltaljer fra de dage, men dét der står klart i min hukommelse er, da præsident Tayip Erdogan et par dage senere til et pressemøde dømte militærkuppet som ‘Guds gave’.

11 timer efter kupforsøget havde Erdogans regering nemlig en liste med navne på 2200 dommere, de gerne ville fyre. Samtidig blev højtstående embedsmænd, generaler, offentligansatte, politifolk og dekaner arresteret. Landet, som er kendt for sit bureaukrati og dræbende langsommelighed i offentlige processer, kunne pludselig med lynets hastighed afskedige hundredtusinder af offentligt ansatte og finde nye fængselspladser bl.a. til de hundredevis af journalister, der fik mundkurv på.

Alt virkede som om, at det var planlagt og organiseret. En ‘Guds gave’!

I dag, fem år efter militærkuppet, er meget blevet værre i smukke Tyrkiet. Der er ikke spaltepladser nok i denne klumme til at nævne alle menneske- og frihedsrettighedskrænkelserne, men lad mig alligevel fremhæve de seneste to katastrofer.

Denne uge valgte Erdogan at trække Tyrkiet ud af den internationale konvention for vold mod kvinder. En konvention, som er indgået i Istanbul. Og i en periode, hvor der ugentligt er brutale historier om tyrkiske kvinder, der bliver dræbt eller mishandlet. Alene sidste år var der 400 kvinder, der blev brutalt dræbt. Politikerne og myndighederne gør ikke nok for at stoppe drab og volden. Tværtimod angriber de kvindebevægelserne, der prøver at råbe op.

Ugen før begyndte Tyrkiets statsanklager processen ved den tyrkiske forfatningsdomstol med krav om, at det prokurdiske oppositionsparti HDP skal lukkes. Partiet er landets tredje største og repræsenterer det store kurdiske mindretal på 11 millioner mennesker. I forvejen har størstedelen af partiets ledelse og tillidsvalgte været fængslet siden militærkuppet.

Under normale omstændigheder vil EU og Danmark protestere og kritisere Tyrkiet i hårde vendinger. Men desværre bliver hvert eneste ord vendt og drejet i Udenrigsministeriet. Man skulle nødig støde Erdogan. Derfor har udenrigsminister Jeppe Kofod erstattet sin kritik af den katastrofale demokratiske udvikling i Tyrkiet med et pip på Twitter på 140 tegn.

Siden Tyrkiet har indgået en aftale med EU om at holde syriske flygtninge væk fra europæiske motorveje, er tonen mellem Tyrkiet og EU blevet anderledes. EU og Danmark har ikke alene givet millioner af euro i støtte pr. flygtning til tyrkerne, men også arbejdsro til Erdogan for at afvikle og afmontere demokratiet.

På tyrkisk har vi et ordsprog, der lyder ‘Fortæl mig, hvem din ven er, så jeg ved, hvem du er’. Erdogan er Danmarks nye ven. Men hvad siger det om os, Jeppe Kofod? Hvem er vi så?