Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 26. mar. 2021

De sidste par uger har den offentlige debat igen været i hadets tegn. Siden X-factor deltagerne har stillet sig frem og fortalt om de hadbeskeder, de modtager i deres private elektroniske postkasse, har der været højlydte røster. Politiker, debattører, journalister, feminister, aktivister mm. har fortalt om deres erfaring med internettet og hvordan deres liv er påvirket af hadbeskeder og trusler. Selv statsministeren har blandet sig i debatten med en løftet pegefinger og dybe rynker i panden.

Forskere har kaldt debatten for et wakeup call.

Jeg har ikke sagt noget. Ikke fordi jeg synes debatten er uvæsentligt. Jeg modtager selv hademails. Nogle gange på daglig basis. Truslerne gav jeg tidligere til politiet. Men sjældent oplevede jeg, at det fik en konsekvens for dem, der truede mig.  Debatten er ikke ny og derfor har metaltrætheden også meldt sig hos mig.

Ja, det er et kæmpe problem, at sproget er så destruktivt på nettet. Jeg har brugt 10 år af mit liv på at opsøge de mennesker, der sendte mig hademails med dialogkaffe, for at forstå deres bevægegrunde. Jeg blev overrasket over, hvor meget de mennesker, jeg besøgte, lignede mig. Ingen af dem boede i kældre. Ingen af dem var alkoholiserede. Ingen af dem havde lange beskidte negle. Deres hjem var møbleret med dansk design. De havde bøger i reolen og økologisk mælk til kaffen.

Jeg hører mange sige, at sociale medier er et forfærdeligt sted. Trods det, har de fleste alligevel meldt sig ind i forsamlingen.

Er det virkelig så forfærdeligt, som vi går rundt og siger? Og hvis svaret er ja, har vi selv et ansvar for det? I gyserfilmene bliver almindelige mennesker tit angrebet eller besat af monstre, når mørket falder på. Virkeligheden har det med at overgå fantasien. Kunne det tænkes, at vi selv har været med til at skabe et digitalt monster, som vi alle sammen fodrer med vores dæmoniseringer, stråmænd, beskyldninger og flokmentalitet?

Jeg har en lang praksiserfaring med sociale medier og ved, hvor det går galt i dialogen. Den måde vi bruger og misbruger ordene, afgør den måde vi bliver mødt på, men også den aktivitet vi selv skaber.

Tit har folk en rigtig god grund til, hvorfor det er nødvendigt, uundgåeligt og naturligt at svare, som de gør. Det hører jeg konstant fra helt almindelige borgere. ‘Ingen skal tale sådan til mig’, ‘Jeg fik nok’, ‘De skal smage deres egen medicin’, ‘Man er nødt til at sige tingene direkte’. Mine venstreorienterede venners retfærdiggørelse af deres hadretorik og dæmonisering er sjældent anderledes end mine højreorienterede venners.

Jeg påpeger blot, at det er barnligt at tro, at man kan bekæmpe had med had. Det eneste, man opnår med det, er at fodre monstret.

Hvis det store og til tider tavse demokratiske flertal var bevidst om deres ansvar på sociale medier, så tror jeg oprigtigt på, at man kunne bidrage til en flokimmunitet mod den polarisering og dehumanisering, der finder sted på digitale platforme. Ikke med forbud og censur, men med kritisk debat og samtale.

Men det kræver, at vi alle har modet til at indse at vi er en del af problemet, men sandelig også kan være en del af løsningen.