Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 10. maj 2021

Jeg får med jævnemellemrum trusler. Nogen mere alvorlige end andre. Den sidste jeg har fået, er ret bizar.

Jeg fik corona i januar måned og var meget syg af det. Jeg valgte at skrive om forløbet på sociale medier, da der desværre stadig er borgere i dette land, som ikke tror på, at sygdommen eksisterer. Mange skrev de sødeste beskeder tilbage til mig. Få ringede mig op for at ønske mig god bedring.

Én af dem glemmer jeg aldrig. Opkaldet fik jeg et par dage, efter jeg var erklæret rask.

Lad os kalde ham for Rasmus. Han ville fortælle, at han havde bedt for mig. Det takkede jeg ham for. Det er altid rørende, når mennesker man slet ikke kender, tager én med i sin aftensbøn. Rasmus havde et ønske. ‘Du har adgang til medierne, som jeg ikke har. Kan du ikke gå i TV og fortælle, at denne sygdom ikke er farlig. Der er også eksperter, der kan bakke dig op,’ sagde han. 

Åh nej, tænkte jeg. Ikke en konspirationsteoretiker. Da jeg afviste det, sagde Rasmus, at han havde fortrudt, at han havde bedt for mig. Senere grinte jeg ad samtalen. Hvis han virkelig troede på, at sygdommen ikke var farlig, hvorfor havde han så bedt for mig? Men lad nu det ligge.

For et par uger siden hørte jeg igen fra Rasmus. Denne gang på mail på Facebook.

Efter et par almindelige mail-udvekslinger, ændrede karakteren af kommunikationen sig voldsomt. Jeg var i byen, da hans mail tikkede ind denne uge.

‘Savner I virkelig så meget at blive udsat for den ene brutale voldtægt efter den anden. Og bare rolig hverken Gud eller jeg vil hjælpe eller beskytte jer når det lige om lidt går galt, og I bliver kendt som dem, der smadrede Danmark for at passe på Danmarks værste pædofile familie nogensinde. Hold da op hvor skal I bare voldtages igen og igen. Hvor ondt tror I, det gør, når I får banket en 10 m hjortekæp op igennem jer med modhager?’

Han sluttede beskeden ved at skrive, at han vidste, hvor jeg og min familie boede.

Jeg har oplevet lidt af hvert og vil påstå, at der skal meget til at knække mig. Men denne trussel var alligevel noget andet. Rasmus var ikke ‘bare’ en internettrold, der gemte sig bag en skærm. Han stod ved sine trusler med navn og efternavn. Selv da han ringede til mig i januar, kunne jeg se hans telefonnummer.

Hvad gør man, når man modtager sådan en besked? Det første jeg tænker på, er mine børn. Derfor ringede jeg hjem til min datter og bad hende om at låse hoveddøren. Hvorfor, spurgte hun. Jeg fortalte, at jeg havde fået en grim besked. Da jeg kom hjem, havde hun ikke alene nøjes med at låse døren, men også trukket alle gardinerne for. Det er hjerteskærende, at hun skal udsættes for det. Et barn på 13 år skal ikke være bange, fordi hendes mor har valgt at bruge sin ytringsfrihed i et demokrati.

Jeg anmeldte naturligvis truslen til Københavns Politi. Også den han sendte efterfølgende, hvor han skrev, at vi skulle halshugges. Politiet var optaget af, om der i truslen stod ‘I skal voldtages’ eller ‘du skal voldtages’. For når truslen ikke er direkte rettet mod mig, så er der nogle andre spilleregler. Fx at der ikke er en konsekvens for den, der truer.

Jeg spurgte politiet, om de ikke som minimum ville tale med Rasmus, da min erfaring er, at det har en effekt, når ordensmagten dukker op. Det kunne de desværre ikke love. Men de ville oprette sagen og sende den videre til efterforskerne.

Sådan har det været i mange år nu. Det er sjældent, at disse trusler ender med retsforføgelse eller nogen konsekvens. Jeg ved godt, at politiet ikke har uanede ressourcer. Men jeg sidder alligevel tilbage med en dårlig smag i munden og tænker, at dem, der truer, vinder lidt hver gang.

For det er mig, der bekymrer mig om min børns sikkerhed. Det er mig, der betaler prisen for truslen og ikke dem, der truer. Så kan man spørge sig selv, om det er en retsstat værdig?