Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 14. maj 2021

Da jeg kørte ind i Palæstina for første gang i 2016, blev jeg mødt af en gigantisk, voldsom, høj og ualmindeligt grim mur. Den skærer et langt, kroget snit mellem Israel og Vestbredden og er således det fysiske og meget synlige bevis på, at samtalen mellem folkene på den ene og den anden side er ophørt.

Men mange af mine jødiske venner påstår, at muren er et resultat af en voldsom bølge af terror fra Hamas. Mine palæstinensiske venner siger på den anden side, at de voldelige angreb fra Hamas er kommet som følge af statsterroren fra den israelske regering.

Jeg kender debatten udmærket fra konflikten mellem kurdere og tyrkere, og jeg må̊ indrømme, at det er et spørgsmål, som nemt leder til en hønen eller ægget-diskussion. Det er svært at finde et svar, som kan samle folk fra begge sider af konflikten.

Dengang tog jeg til Hebron, for at se, hvad bosættelserne gør ved freden. I byen ligger Abrahammoskeen, som er hellig for begge befolkningsgrupper. I 1994 angreb en israelsk bosætter moskeen og dræbte 29 bedende palæstinensere. Som følge af massakren blev moskeen delt i to.

Der bor 500 israelske bosættere i Hebron. De er alle fra Amerika. Der er 2.000 soldater til at passe på dem. Bosætterne har – med hjælp fra den israelske hær – taget palæstinensiske huse eller bygget oven på dem.  Jeg har med mine egne øjne set det net, palæstinenserne har sat op gågaden for ikke at blive ramt af de mursten, affald og afføring bosættere ovenover kaster ned mod dem.

Bosætterne bestemte over vandforsyningen, og de kunne lukke porten med et øjebliks varsel, med det resultat at palæstinensere ikke kunne komme ud eller ind af området. 

Jeg spurgte min guide. ‘Hvorfor vil du bo i Hebron, når det er så forfærdeligt?’ Uden at tøve svarede han: ‘Fordi mit hjem er her. Jeg er født her. Min familie er her. Mine venner er her. Mit fædreland er her. Så jeg kan ikke gå et andet sted hen.’

‘Hvorfor kan I ikke tale med dem,’ spurgte jeg naivt. Mine spørgsmål affødte et undrende blik fra ham. ‘De skyder, hvis vi kommer for tæt på. Ellers er det soldaterne, der mandsopdækker bosætterne, som skyder på os.’

Det er hele kernen i, hvorfor fred ikke er lige om hjørnet i det hellige land. Ja, Hamas er også en del af problemet og ikke løsningen. Men vi kommer ikke uden om, at ulovlige bosættelser umuliggør samtalen, freden og en løsning på konflikten.

I sidste uge beordrede en domstol 70 palæstinensiske familier i Sheikh Jarrah-distriktet i det østlige Jerusalem at forlade deres hjem for bosættere. Konflikten eskalerede yderligere, da 300 palæstinensere og 20 israelske betjente blevet såret i voldelige sammenstød i området omkring tempelbjerget, da familierne demonstrerede mod beslutningen.

Lige nu raser hønen eller ægget-debatten igen på sociale medier og mellem magthavere i Mellemøsten og Vesten. De sidste to døgn er over 600 mennesker blevet såret og over 100 dræbt i Gaza. Syv israelere har også mistet livet.

Det er hjerteskærende at se, at det igen er civile, der betaler den højeste pris for den manglende samtale. Børn, unge, kvinder og mænd. Det er lidt ligegyldigt, hvilken religion eller etnicitet, de har. De bliver alle sammen svigtet af de omkringliggende muslimske lande, EU og USA. Det er ikke til at bære.