Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 19. april 2021

Der bor ca. 300.000 danske muslimer i Danmark. En gang om året faster mange af os fra solopgang til solnedgang. Hvert år rykker datoen sig 10 dage frem. I år startede vi den 13. april.

Ramadan er for mig en måned med åndelig fordybelse, middage med venner og familie, frivilligt arbejde og hyggetid med traditionerne.

Det minder meget om julen. På godt og ondt. Vi hygger og stresser på samme måde. Vi handler og forbruger. Mange er sammen og desværre er der også ensomme. Højdepunktet er når Ramadanen slutter og festen begynder. Det vi kalder for Eid. Altså muslimernes jul. Gaver der bliver pakket ud, desserter der bliver spist, spil der bliver spillet.

Men lad mig være ærlig. Denne måned er også den måned, hvor jeg får flest hadekommentarer. Folk, der skriver alt fra ‘skrid hjem’ til ‘fuck dig og din Ramadan’.

Jeg har slet ikke tal på alle de kommentarer jeg får om, hvor forfærdeligt min religion, mine traditioner, min kultur er. Det er desværre blevet ret almindeligt at læse de beskeder, hvor Islam bliver sammenlignet med nazisme og jeg som muslim får terroristmærkatet på.

Nogle gange tager jeg mig selv i, hvor lidt disse dæmoniseringer påvirker mig. Ikke fordi, det ikke er hårdkost. Men fordi jeg er blevet immun overfor det.

Sjældent bliver disse beskeder sendt anonymt af personer, som gemmer sig bag en falsk profil på facebook. Nej, folk flasher gerne deres had.

Min oplevelse er, at det er meget få gange, at det har en konsekvens at true eller være hadfyldte overfor muslimer i Danmark. Nok derfor kan min mor med jævnemellemrum få mavesår over, at der er en reel risiko for, at der kan ske mig noget en dag.

Men på kurdisk har vi et ordsprog, der lyder, at angsten for at dø, må ikke forhindre dig i at leve.

Det er ikke fordi jeg er dumdristig, og aldrig går til politiet. Det nytter bare sjældent noget. Lad mig give et eksempel.

Sidste år holdt vi i Foreningen Brobyggerne, som jeg er generelsekretær for, en online Ramadanmiddag.

ntegrationsministeren, religiøse lærde, kunstnere og journalister var med. Lidt over 300 familier sad der hjemme og spiste deres middage med deres børn, mens de hørte talerne og sang med på de danske sange.

Men pludselig saboterede højreekstremisterne middagen ved at hacke sig adgang – og nogle viste en video, hvor et barn blev seksuel misbrugt. Vi var alle rystet og sad med tårer i øjnene.

Det ene er, at der kan være mennesker, som kan gøre noget så brutalt mod børnene. Børn som ikke kan gøre noget for at modsætte sig. Børn som er uskyldige! Det andet er, at man er villig til at gå så langt for at ødelægge et fredeligt arrangement udelukkende, fordi det er muslimsk.

Selvfølgelig anmeldte vi sagen til politiet og gav al bevismaterialet til dem. Et år efter den forfærdelige hændelse er desværre gerningsmændene stadig på fri fod, og radiotavsheden fortsætter stadig fra politiet.

Vi bliver nødt til at tale om hadet mod mindretal i dette land. Vi er nødt til at sige fra og skabe en modbevægelse. I mellemtiden har jeg indstillet mig på, at Ramadan er en måned, hvor hadet får lov til at flyde på sociale medier uden en konsekvens.

Derfor kræver det ualmindelig megen tålmodighed og indre ro til at holde ud i 30 dage. Til højre ekstremisterne vil jeg bare sige, at jeg tålmodig som en elefant.

Så de kan bare komme an.