Bragt i Ekstra Bladet fredag d. 25. juni 2021

Lad mig starte med at deklarere mig selv, da jeg ikke er en uvildig part i denne sag. Jeg er uddannet sygeplejerske.

Jeg har arbejdet fire år i børne- og ungdomspsykiatrien på Bispebjerg Hospital, to år på distriktspsykiatrien med traumatiserede flygtninge og indvandrere på Nørrebro, et år på gaden med stopmisbrugere under Sank Hans Hospital og næsten et år med sjældne børnesygdomme på Rigshospitalet. Under min uddannelse var jeg desuden på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital og ældreplejen i Københavns Kommune.

På alle de forskellige afdelinger og hospitaler, jeg har været på, var billedet det samme. Tiden var begrænset og ressourcerne knap. Hver dag oplevede vi patienter, der blev udskrevet for tidligt eller ikke fik den nødvendige behandling, selvom de havde krav på det. Vi løb hurtigt, nogle gange sprang vi frokosten over og kom ind på vores fridage.

Vilkårene var og er umenneskelige.

Det var ikke unaturligt, at kollegaer gik ned med stress eller skiftede branche, fordi hverdagen enten gjorde dem syge eller tog håbet fra dem.

Den virkelighed tog jeg med mig, da jeg blev valgt i Folketinget. Jeg må indrømme at mine politikerkollegaer var og stadig er gode til at anerkende sygeplejerskernes rolle i samfundet. Men ord kan ikke gøre det alene.

Derfor strejkede sygeplejerskerne i 2008 for at ændre de urimelige løn- og arbejdsvilkår. Men arbejdsgiverne ville ikke imødekomme deres krav om en lønstigning på 15% over tre år. Det endte med, at den borgerlige regering greb ind og lønkommission blev nedsat, som et holdkæftbolsje. Desværre kom der heller ikke noget ud af den.

Nu strejker sygeplejerskerne igen. Ligesom i 2008 stiller politikerne gerne sig i kø for at anerkende, det samfundssind, engagement og risikovillighed sygeplejerskerne har udvist under coronakrisen. Uanset hvor flotte ordene er, så er det ikke dem, der betaler huslejen. Anerkendelsen er nødt til at være i kroner og ører.

Problemet er den tjenestemandsreform fra 1969, der placerede sygeplejerskerne i et lavt lønniveau modsat de mandligefag. I over 50 år har sygeplejersker og kvindedominerde fag været bundet op af uretfærdigheden. Den danske model og overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne kan ikke rette op på uligheden mellem de traditionelle mands- og kvindedominerede fag. Det kræver en handling fra politikerne.

Regering kunne sammen med Folketingets partier udvise den samme handlekraft, de udviste, da minkavlerne skulle overkompenseres med 18 mia. kr. Eller da de under coronakrisen trådte i karakter for holde hånden under beskæftigelsen. Det er ikke en statshemmelighed, at dansk økonomi er robust. Nu er spørgsmålet, hvad pengene skal bruges til.

Hvad skal man med velfærden, hvis man ikke kan passe ordentligt på velfærdsarbejderne? 

Alle dem, der har været patient i det danske sundhedsvæsen, ved, hvor uundværlige sygeplejerskerne er. Vi mangler stadig at overbevise arbejdsgiverne og politikerne. Derfor håber jeg også, at du som borger husker at rette din vrede opad i systemet, når din behandling bliver aflyst eller udsat.

Sygeplejersken har brug for din solidaritet. For i sidste ende er det dig, der får mest gavn af tilfredse og raske sygeplejersker.