Statsministeren mener at retten til friabort er ikke til diskussion. Hun går så langt og siger, at det er ikke nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort. Hvorfor endelig ikke det? Jeg har selv benyttet mig retten til friabort. Bliver jeg mindre tilhængere af retten, hvis jeg taler om det?

Holdninger kan ændres, udvikles og påvirkes af argumenter og sociale og politiske bevægelser. Hvorfor må vi ikke taler de fundamentale rettigheder? Betyder dialog og kritisk samtale, at vi blåstempler holdninger? Hvorfor er vi så bange for samtalen?

Der det legitimt, at nogen er imod fri abort. I dag er det heldigvis et mindretal, der er imod at kvinder må bestemme over eget krop i Danmark. Men vi skal ikke længere tilbage end til 30érne, hvor kvinder kunne blive straffet med to års fængsel, hvis de afbrød graviditeten i Danmark. Graviditet og fødsel uden for ægteskab var skamfyldt. De holdninger ændrede vi med samtale. Men måske skal vi heller ikke så meget tilbage i tiden. Desværre går udviklingen den anden vej i øjeblikket i udlandet. I USA, Polen, Malta, Luxemburg, Ungarn og mange andre lande i Vesten, har holdningen til fri abort ændret sig og det betyder, at den rettighed vi tog for givet, bliver en utopi for mange kvinder. Skal vi lade være med at tage dialogkaffen med abortmodstanderne, fordi vi mener, at disse holdninger ikke hører til i et ligestillet samfund, vel vidende at hverdag er der flere der tilslutter sig dem?

Abortdiskussionen er et godt eksempel på, at holdninger ikke er statiske. I Argentina har den kritiske og konstruktive samtale medvirket til, at landet som en af de få i Latinamerika, har givet kvinderne ret til at bestemme over deres eget krop. Argentina er ellers det største katolske land i kontinentet og kirken spiller en vigtig rolle i familiepolitikken. Alligevel har det ikke været nok til at stoppe samtalen om friabort. En kold december nat i 2020 stemte et flertal retten til friabort.

Jeg mangler stadig svar på, hvad alternativet skal være til dialogkaffe og kritisk samtale. Hvordan skaber man en holdningsændring uden at samtale, uden at argumentere, uden at stille spørgsmål?

Det er via samtale, at vi skærper betydningen af demokratiske værdier og rettigheder, og hvor de nødvendige grænser, skal være i et samfund. Den samtale tager jeg med Kristendemokraternes formand Isabella Arnt på onsdag i Dokk1 i Århus.

Ikke for at overbevise eller overtale hende. For det er ikke en debat, hvor der skal være vindere og tabere. Nej, samtalen handler om at insistere på nuancer og dilemmaer. Det mod skal vi have i et demokrati. For kun på den måde kan vi blive klogere på den andens holdning, men også vores eget ståsted.

Det skylder vi kvinderne.