Bragt i Ekstra Bladet 19. november 2021

Det var nemmere at være Søren Pape og Mai Villadsen den aften end at være Kristian Thulesen Dahl.

Som John F. Kennedy engang har formuleret det så præcist, så har ‘sejren mange fædre – mens nederlaget er forældreløst’.

Ligesom millioner af andre borgere i Danmark fulgte jeg med i kommunal- og regionalvalget tirsdag aften. Fjernsynet var tændt og hele aftenen kunne jeg følge med i stemmeoptællingen, mens kloge hoveder analyserede de lokale valgresultater. Selvfølgelig betyder valgresultatet lokalt også noget for partilederne.

TV2 nyhederne stillede om til et lokale, hvor Kristian Thulesen Dahl stod alene omringet af DF-plakater. Ikke en eneste partifælle havde gjort sig den ulejlighed at stille sig bag eller ved siden af formanden. Igen og igen gentog han – at nedslagtningen af DF var hans ansvar. Ingen modsagde ham. Han var nederlagets far.

Jeg tog min telefon og tweetede: ‘Det gør oprigtigt ondt på mig at se dette interview med Kristian Thulesen Dahl. Han står helt alene i et tomt rum og gentager igen og igen hvor stort nederlaget er’. Guderne ved, hvor meget jeg har kritiseret Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahls politik. Men min tweet handlede hverken om hans holdninger eller handlinger. Jeg har ligesom ham prøvet at stå helt alene i en orkan. Det er hårdt, når man er der. Man kan hører sit eget hjerteslag. Ens hænder sveder og man føler, at man står i kviksølv op til halsen.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at en nøgtern konstatering af den svære situation, som KTD stod i, kunne resultere i en shitstorm. Kritikken haglede ned på mig. Twitter gik amok. Eller rettere sagt – de såkaldte tolerante gik amok og viste, hvor intolerante de i bund og grund faktisk er.

‘Du taler om en mand, der har medvirket til forråelsen i den danske udlændingepolitik…forstår dig ikke’, ‘Alle klovne skal en dag forlade cirkus’, ‘DFs menneskesyn fortjener ikke medlidenhed’, ‘Jeg kan ikke svinge mig op til at føle sympati med et parti, som har ført en så menneskefjendsk politik som DF”, ‘Fuck ham’,’Han er gennemført usympatisk og uempatisk. Det er ikke synd for ham’, ‘Han er ond’, ‘Jeg ønsker det værste for ham’, ‘Hvad er der galt med dig Özlem. Ingen sympati for røvhullet herfra’, ‘Havde du også ondt af Komiske Ali?’ ‘Du overser bevidst racismen Özlem’, ‘Du blåstempler racismen og ascismen.’

Flere skrev, at de under ingen omstændigheder ville tolerere KTD og Dansk Folkeparti. Ifølge dem kunne man ikke have empati med KTD og samtidig være imod Dansk Folkeparties politik.

Sikke noget vrøvl!

Jeg har prøvet at svare så mange som muligt siden i tirsdags. En ting står klokkeklart for mig efter flere dages debat med disse mennesker, som normalt stemmer til centrum-venstre. Deres holdning harmonerer ikke med deres handlinger og de holder sig ikke tilbage med at retfærdiggøre deres intolerance. De har heller ikke rigtig forstået, hvad tolerance i virkeligheden betyder!

Man består først toleranceprøven, hvis man kan tolerere holdninger, man ikke bryder sig om, foragter eller er dybt uenig i. Der må jeg desværre sige, at flere af de nævnte dumper toleranceprøven! Men det, der har chokeret mig mest, er, hvor langt de går i deres forkerte påstande om mine holdninger for at dæmonisere mig.

Hvis man behandler mig, som de normalt betragter som ‘en af deres egne’, tør jeg slet ikke at tænke på, hvordan de er overfor dem, de reelt er uenige med!