Bragt i Ekstra Bladet d. 4. juni 2021

Der var afslutningsdebat i Folketinget i går. Radikale Venstres formand Sofie Carsten Nielsen holdt en af de bedste afslutningstaler. Hun havde mod til at åbne op for et svært emne. Hun valgte at vise sin sårbarhed og fortalte om, hvor hård politik også er.

‘Det siger jeg ikke for at klynke,’ understregede hun fra talerstolen, samtidig med at hun anerkendte, at politikere er privilegerede på flere området.

Inden hun nåede at fortsætte sin tale, fremtonede populister på sociale medier, at nu var Folketinget på vej til sommerferie. Det kunne ikke være mere faktuelt forkert! Ja, der er ikke møder i folketingssalen, men det betyder ikke, at der ikke er samråd, forhandlinger og møder i partierne, i udvalgene og med borgerne. Men hvis man er ude efter hurtige likes, så gør det måske heller ikke så meget, at det man påstår, ikke har hold i virkeligheden.

Det var desværre ikke kun på Facebook, at hendes budskaber blev fordrejet. Nogle kommentator holdt sig ikke tilbage for at tale om de høje lønninger og gunstige pensionsordninger politikerne har.

Ja, politikerne har gode pensioner. Men hvis man dividerer deres løn med en arbejdsuge på mindst 60-70 timer, vil man hurtigt regne ud, at det er ikke lønnen, der motiverer politikerne til at stille sig op på øretævernes holdeplads. Men længe leve janteloven! 

Jobbet er utaknemlig, hårdt og arbejdsforholdene umenneskelige. Det viser i øvrigt også antallet af folketingsmedlemmer, der bliver syge pga. arbejdet. Sofie Carsten nævnte det høje tempo, de mange forhandlinger og de uendelige møder som nogle af årsagerne. Det er jeg enig med hende i. Men især derfor forstår jeg ikke, hvorfor de borgerlige partier inkl. Radiale Venstre tillader, at deres folketingsmedlemmer både kan sidde i Folketinget og i by- og regionsråd?

Men hvis man nu ser bort fra dobbeltmandat-problematikken, har Sofie Carsten Nielsen så ikke fat i en pointe?

Er borgerne virkelig tjent med lovgivning, der er vedtaget af politikere, som ikke har haft tid til at sætte sig ind i stoffet? Kan man stole på, at politikerne træffer de bedste beslutninger til gavn for borgerne, når de hver dag uforberedt går til utallige møder? Ved politikerne overhovedet, hvad de nikker ja til, når regering bombarderer dem med bilag, de skal nå at læse med kort varsel, inden forhandlingerne går i gang?

Nej ikke altid. Desværre.

Dem, der betaler prisen i sidste ende, bliver igen borgerne. Derfor er det måske på tide, at vi i fællesskab stopper med at tegne et billede af politikere som dovne pampere. Det skal være muligt at tage samtalen om arbejdsvilkårene uden at få skudt i skoene, at man klynker og er privilegieblind. Det skylder vi demokratiet og vores borgere, der skal leve med konsekvenserne af lovgivningen.