Bragt i Ekstrabladet den 13. oktober 2021

Sidste uge sad jeg i Lyngby Domstol overfor en mand, som har truet mig og min familie med voldtægt og halshugning. Gerningsmanden fik 30 dages betinget fængsel. Og selvom jeg synes, det er en lille pris at betale for ham, er jeg glad. For nu har jeg rettens ord for, at man ikke må kortslutte samtalen med trusler.

Men trusler er ikke det eneste, der kan kortslutte en samtale. Det starter nogle gange et andet sted, nemlig ved hadske ytringer. Men hvor truslerne er ulovlige og skal meldes til politiet, er hadske ytringer noget, vi alle sammen har et ansvar for i fællesskab at sige fra overfor. De skal ikke have lov at stå uimodsagt.

Det er meningsfuldt og væsentligt, når vi som borgere siger fra, når vi bl.a. er vidne til hadets retorik på sociale medier. Men desværre vælger de fleste flugten frem for den kritiske samtale. Ofte overvurderer vi, hvor besværligt livet vil blive, hvis vi reagerer, mens vi undervurderer vores egen evne til at påvirke processen.

Resultatet er, at dem der råber højest, også er dem, der sætter dagsorden, fordi flertallet vælger tavsheden.

Desværre skete det samme sidste uge, da Folketinget åbnede. Hele Danmark kunne følge med, da en mand med meget racistiske holdninger verbalt angreb folketingsmedlem Sikandar Siddique og hans gamle forældre. Videoen, hvor der bliver råbt ‘pak jeres lort og rejs hjem’ gik viralt. Selvom efterspillet var meget positivt, hvor tusindvis af borgere på sociale medier sagde fra overfor racismen, og et enigt Folketing tog afstand fra episoden, greb ingen tilsyneladende ind, mens det stod på.

Mange efterlyser en handlingsplan mod racismen. Enig. Men nu har jeg selv været politiker og ved, hvor mange år der går, før ord bliver til handling. Derfor sætter jeg min lid til folket. Folket må tage et personligt ansvar.

Når jeg får en hadefuld mail og bliver sammenlignet med skadedyr i min indbakke, er der ikke andre end mig, der kan se det, og derfor heller ikke andre end mig, der kan gøre noget.

Men når hadet udtrykkes så voldsomt offentligt, som det var tilfældet foran Folketinget den anden dag, er der ofte masser af tilskuere. Jeg har som folketingsmedlem været med til otte åbninger af Folketinget. Det er en dag, hvor mange borgere står uden for Folketinget for at få et glimt af kongefamilien, der er inviteret til at overvære statsministerens beretning. Af samme grund er sikkerheden i top både i huset og uden for huset.

Formentlig har der stået mange, der har overværet det verbale overfald mod Siddique og hans familie, som har følt sig chokeret og lamslået over situationen. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor siger de ikke noget? Blander sig? Beder manden opføre sig anstændigt?

Fordi det er nemmere at vende blikket ned. Og det er en mekanisme i de fleste af os at flygte fra det, der er svært. Men jeg tror, det er helt afgørende, at vi øver os i at gøre det modsatte: tage den kritiske samtale frem for flugten.

Jeg forstår godt, at mange bliver bange og chokeret, når de oplever nogen, der bliver verbalt angrebet og tænker, at de ikke vil involveres. Men det er vigtigt at huske, at det er først og fremmest hårdt for den, det går ud over. Proportionerne er vigtige. Man er ikke selv offeret, og det betyder samtidig, at man har et større ansvar for at gribe ind.

Desværre svigtede mange det ansvar til demokratiets festdag. Det er en skam.