Bragt i Altinget 12. september 2022

Ministres handlinger har store konsekvenser for tilliden til politikere og for demokratiet. Derfor har retssamfundet krav på, at politikerne tør stille høje krav til ministres moralske kompas.

De seneste mange uger har vi intenst debatteret, hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at være minister.

Mange tror fejlagtigt, at det er vælgerne der afgør valgbarhed. Dette er ikke korrekt. Det er Folketinget, der afgør valgbarhed, og for at være valgbar til Folketinget kræver det, at man først og fremmest har valgret til Folketinget. Det har Støjberg ikke et problem med, men der er en yderligere betingelse i Grundlovens § 30, stk. 1, som lyder:

“Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.”

Støjberg blev dømt 13. december 2021. De borgerlige partier har travlt med at negligere en rigsretsdomstol, selvom 24 ud af 25 dommer, hvor halvdelen var højesteretsdommere, mente, at hun bevidst havde overtrådt ministeransvarsloven.

For mange borgere er det yderst provokerende, at Støjberg vil tilbage til Folketinget, så kort tid efter hun blev straffet. Grundloven tager ikke hensyn til tidsfaktoren, men folket havde nok reageret anderledes, hvis de borgerlige partier havde ventet mere end ni måneder med at blåstemple hende som den øverst ansvarlige for et ministerium.

Det andet forhold, som bliver nævnt i Grundloven er omdømme. Mange vil påpege meningsmålingerne som en målestok for at omdømmet ikke har taget skade. Men igen: Det er ikke vælgerne, der afgør valgbarheden, men Folketinget. Og derfor er det også Folketinget, der afgør, om straffen har svækket Støjbergs “almindeligt omdømme”.

For Grundloven er det lidt ligegyldigt, om Støjberg i meningsmålingerne har opbakning fra ti procent af vælgerne. Der vil altid være nogle vælgere, som har sympati for lovovertrædelser – uanset om man taler om aflivning af mink eller adskillelse af unge asylpar.

Jeg læste for nylig nogle sider fra en lærebog om Statsforvaltningsret fra 1969, som er skrevet af Max Sørensen, hvor han argumenterer for, at Folketinget har særlige krav til folketingsmedlemmer, hvad “almindeligt omdømme” angår. Han giver et eksempel med et færøsk folketingsmedlem, der havde haft uorden i regnskaberne, men frifundet i andre forhold vedrørende falsk erklæring til offentlig myndighed og mandatsvig.

Højesteret havde dømt ham med 40 dages fængsel, og 5. juli 1957 havde Folketinget besluttet, at han var uværdig med begrundelsen:

“Det er udvalgets opfattelse, at det for hele det politiske livs sundhed er absolut nødvendigt, at Folketinget udviser den yderste påpasselighed ved sådanne afgørelser, således at der ikke fra befolkningens side kan rejses den mindste tvivl om de enkelte folketingsmedlemmers hæderlighed, nøjagtighed om omhyggelighed i alle økonomiske spørgsmål.”

Eksemplet viser, at Folketinget tidligere har sat baren højt. Men den ene er jura, som jeg ikke er den bedste til at vurdere, mens det andet er moral.

Lad mig give et andet eksempel. Vores nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var 34 år, da han havde seksuelt samvær med en ung pige på 15 år til et DSU-kursus, hvor han var oplægsholder. Han har senere undskyldt gentagne gange for sin “manglende dømmekraft” og for at have haft “et moralsk upassende forhold” til en 15-årig.