Oktober 2022

Teksten er inkluderet i bogen, der bliver udgivet af Gads Forlag i anledningen af jødernes tilstedeværelse i Danmark i 400 år.

Dagene efter terrorangrebet i 2015 fik jeg en invitation til mindehøjtideligheden for Dan Uzan, den frivillige jødiske vagt, der blev dræbt foran synagogen, og Finn Nørregaard, filminstruktøren der prøvede at stoppe terroristen foran Krudttønden. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle deltage. Jeg vidste godt, at det ikke var mig, der havde slået Dan og Finn ihjel, men alligevel følte jeg både skyld og skam over, at jeg delte religion med terroristen. Vi var begge muslimer. Og hvad tænkte mon de jøder, der var i synagogen, om muslimer? Tænkte de, at vi muslimer alle sammen var ens? Og havde Dan Uzans far ikke alle gode grunde til at hade muslimer? Var der overhovedet ord, der kunne lindre tabet af ens barn?  

Det gjorde mig utryg, at jeg ikke kunne gennemskue konsekvenserne af min deltagelse. Af samme grund var jeg udeblevet fra begravelsen. På det tidspunkt var den offentlige debat ubehagelig, generaliserende og fyldt med had mod muslimer. Jeg fik hver dag hademails, hvor mennesker, som jeg slet ikke kendte, ønskede mig død og spurgte, hvorfor jeg ikke skred fra deres land. Jeg svarede alle, men det blev tonen ikke mere forsonlig af. Dialogen var i stykker.

Efter mange overvejelser nåede jeg frem til, at jeg var nødt til at deltage. Terrorens vigtigste formål er at bombe en afstand mellem mennesker og blev jeg væk fra mindehøjtideligheden, ville mit fravalg kunne bidrage til det formål. Der var behov for, at muslimer kom og viste deres medfølelse og solidaritet.

Ved indgangen til synagogen tog min mand en kalot på, da det er den måde, man her viser respekt for det rum, man træder ind i. Stemningen var trykket, og synagogen var fyldt til bristepunktet. Der var fotografer, kamerafolk, PET-vagter og mennesker overalt. Jeg anstrengte mig for at undgå øjenkontakt med nogen, stadig bekymret for, om min tilstedeværelse ville være en provokation for nogen. Med alle disse tanker farende rundt i mit hoved blev jeg aldeles overrasket, da jeg ved indgangen blev mødt med åbne arme af Alan Melchior, en af den tidligere overrabbiner Bent Melchiors sønner. ”Özlem, godt du kom!” råbte han. Inden jeg nåede at svare ham, blev jeg væk i hans arme. ”Du skal hilse på Dans familie,” sagde han. Jeg nåede knapt at glædes over den kærlige modtagelse, før en knude hastigt voksede i min mave. Jeg havde ikke tidligere hilst på Uzan-familien. Hvordan mon de ville reagere? Mine ben blev tunge, mens jeg midt i menneskemængden kunne høre mit hjerte galopere.

Jeg rakte hånden frem, da jeg stod foran Sergeot Uzan, Dans far. En høj mand, der med sine store hænder tog fat i min hånd og trak mig til sig. Så stod vi der, omfavnede hinanden, mens tårerne trillede ned ad vores kinder. Vi kendte ikke hinanden, men der var en stærk bånd imellem os. Dans mor krammede mig og græd. Jeg græd. Andrea, Dans søster græd. Jeg sad ved siden af Bent. Han græd. Jeg græd.
Midt i al sorgen trådte Goldschmidt Akademiets børn op på scenen. Akademiet er en musikskole, som den jødiske musiker Henrik Goldschmidt har bygget op, hvor børn og unge fra udsatte boligområder synger for fred på tværs af religion. Nogle af børnene havde kalot på, mens andre bar tørklæde eller kors. Sammen sang de med fuld lunge ”Halleluja”. Folk i synagogen rejste sig spontant op og sang med. Der er håb, tænkte jeg. Selv der, hvor man mindst forventer det, er der altid håb.

Den dag følte jeg mig som et fuldgyldigt medlem af det jødiske miljø i Danmark. Deres smerte var også min, og det bånd, der var imellem os, var slet ikke så skrøbeligt, som jeg havde forestillet mig.

Jeg har ikke altid følt et stærkt bånd til jøder. Langt fra. Som barn hadede jeg jøder. Især da jeg så billeder af dræbte palæstinensiske børn. Jeg sagde det aldrig til nogen, men jeg hadede jøder dengang.

Jeg begyndte at danne mig mine første holdninger om jøder i en tidlig alder på Sønder Boulevard på Vesterbro. De havde karakter af fordomme, der var næret af fortællinger fra et lille landområde ved Middelhavets østlige kyster, som jeg aldrig havde besøgt. Et område, som både jøder, kristne og muslimer kalder Det Hellige Land, men som gennem 100 år har været præget af en blodig konflikt mellem israelere og palæstinensere . Som barn så jeg fjernsyn, der viste billeder af dræbte palæstinensiske børn. Jeg græd, da jeg så de billeder. Græd over uretfærdigheden og over, at nogen kunne få sig selv til at slå børn ihjel. Hvad ondt havde de børn gjort? Det var jøderne, der dræbte dem, og derfor hadede jeg alle jøder. For mig var de alle sammen nogle onde mennesker. Jeg skelnede ikke mellem jøder i Israel og jøder i Danmark. Eller mellem ekstreme jøder og moderate jøder. Jeg kommer ikke fra en specielt politisk engageret familie, så det var ikke dem, jeg fik mine fordomme fra. Faktisk kan jeg ikke huske en eneste gang, jeg snakkede med mine forældre om billederne af de dræbte palæstinensiske børn. Jeg nævnte heller ikke for nogen, hvad billederne fik mig til at mene om jøder.

Mens jeg holdt mit had mod jøder for mig selv, dukkede der en dag en ny pige op på Ny Carlsberg Vejens Skole, hvor jeg gik. Det rygtedes hurtigt, at hun var jøde. Hun var den første jøde, jeg så. Hun må have set mig stirre, for en dag sagde hun hej til mig. Jeg hilste igen, og vi begyndte at spille basket i skolegården. Hun var sød, og vi kunne snakke sammen om stort set alt. Men jeg fortalte hende aldrig, hvad jeg mente om jøder.

En dag inviterede hun mig hjem. Jeg var usikker på, om jeg skulle tage imod invitationen, for ville det ikke betyde, at jeg holdt med jøderne og dermed forrådte palæstinenserne? Hvordan kunne jeg retfærdiggøre mit venskab med hende? Men jeg endte med at takke ja. Og da jeg besøgte hende, var alt, som jeg kendte det. Hun boede også med sin mor og far. De spiste ikke svinekød, og de havde også andre helligdage end de andre børn på Ny Carlsberg Vejens Skole. Jeg ved ikke, om det var besøget hos hende, eller om det var den dag kort efter, hvor hun første gang besøgte mig, men der skete noget inden i mig: Hun holdt op med at være en jøde i mit hoved, og jeg glemte mit had til jøder. Ikke fordi jeg snakkede med hende om det, men fordi den eneste jøde, jeg kendte i mit liv, hverken var bevæbnet eller anderledes end mig. Hun var sød, og i mit barnehoved var alle jøder som hende. Hun vaccinerede mig mod mit jødehad.

Senere i mit liv mødte jeg en anden jøde. Jeg var nyvalgt folketingsmedlem og havde skrevet bogen Fra Føtex til Folketinget. Gyldendal holdt en reception, og pludselig dukkede der en fremmed mand op. Det blev hvisket i mit øre, at det var overrabbiner Bent Melchior, og at forlaget havde inviteret ham. Jeg havde aldrig mødt ham før, men da jeg hilste på ham, var det, som om vi havde kendt hinanden i en menneskealder. Han var varm, hjertelig og til stede. Han ville gerne hilse på mine forældre, og de var meget beærede over, at en overrabbiner var kommet til deres datters reception. Mange mennesker ville gerne snakke med ham og være i nærheden af ham. Det var tydeligt, at han var en særlig mand.

Da jeg i 2010 holdt Folketingets første ramadanmiddag, besluttede jeg mig for at invitationen skulle sendes bredt ud, så jeg på den måde kunne sikre en mangfoldig deltagelse. Ramadanmiddag kan bedst sammenlignes med en julefrokost, bare uden alkohol. Den markerer afslutningen på ramadanen, en måned hvor muslimer hver dag faster fra solopgang til solnedgang. Der er god mad, og man samles på tværs af religiøse, etniske og politiske skel for at spise den sammen. Håbet er, at middagen kan bygge bro mellem uenigheder, uvenskaber, eller skabe stærkere bånd mellem mennesker. Biskopper, præster, imamer, kunstnere, meningsdannere, aktivister og 179 folketingsmedlemmer var nogle af dem, der var på min liste. Jeg havde også inviteret Bent Melchior.

Ramadanmiddagen havde givet anledning til en del debat, Dansk Folkeparti så det som mit forsøg på at få islam ind ad bagdøren, og hver dag tikkede der afbudsmail ind i min indboks. Jeg stod midt i mediestormen og brugte al min tid på at svare på kritik fra politikere og borgere. Jo flere, jeg svarede, jo flere hademails fik jeg, og jeg følte mig meget alene. Men en dag fik jeg opbakning fra en uventet kant. Det var Bent Melchior, der meddelte, at han glædede sig til middagen. Jeg skyndte mig at skrive tilbage, at jeg ville sørge for, at der ville være kosher-mad til ham.

Det blev en stor nyhed, at overrabbineren havde takket ja til invitationen, fordi mange betragtede det som en væsentlig blåstempling. Jeg var utrolig glad, men helt frem til middagens afholdelse var jeg også bekymret: Hvad nu hvis Bent meldte afbud? Hvis han lod sig påvirke af kritikken og trak sin støtte? Jeg kendte ham ikke så godt og vidste ikke, hvordan han var i modvind. Et afbud ville være dødskysset til arrangementet. Kritikken fra Dansk Folkeparti var forudsigelig, men hvad skulle jeg svare, hvis en overrabbiner holdt sig væk? Det ville ikke kun skade arrangementet, men også mit forsøg på at bygge broer.

Men Bent kom, han var der under hele middagen, og efterfølgende blev han spurgt af en journalist fra TV2 hvorfor han som jøde havde sagt ja til at deltage i et muslimsk arrangement. Bent, der var god til at underspille sin egen position, svarede med et glimt i øjet: ”Jeg siger altid ja til en god middag.”

Herefter blev det en tradition, at Bent inviterede mig hjem til sig selv, hver gang jeg stod i politisk stormvejr. Så sad vi i hans køkken, fik en laksemad og snakkede om livet, meningen og de politiske løsninger, vi mente var de rigtige for Danmark. Mens jeg sad i Folketinget, fungerede han som min mentor og sjæleven. Han var den, der gav mig mod, når jeg tvivlede, og han var den, der gav mig ro, når alt omkring mig var kaotisk. Med ham lærte jeg, at man sagtens kan være ven af palæstinensere og jøder samtidig. Det var ikke hinandens modsætninger.

En dag kørte vi igen rundt i hans gamle Audi for at redde verden. Jeg sad og kiggede på Bent, da det pludselig røg ud af mig: ”Ved du hvad Bent, mine bedstefædre døde så tidligt, at jeg aldrig nåede at møde dem.” Han kiggede på mig med de mest kærlige øjne og sagde: ”Fra nu af er du mit barnebarn, og jeg er din bedstefar.”

Bent introducerede mig til den jødiske kultur. Vi snakkede længe om de traditioner og regler, der er inden for jødedommen. Jeg lærte, at mange af de muslimske traditioner som omskæring af drengebørn, fasten og fredagen som den hellige dag, kommer fra jødedommen. Men opdagede også, hvor meget den muslimske kultur ligner den jødiske. Jøderne har været i Danmark i 400 år, men når jeg sidder med jødiske venner og de fortæller om familiekonflikter, bryllupsplanlægninger, skilsmisseudfordringer og dilemmaet om, hvem der skal tage sig af de ældre, føler jeg, at vi tilhører den samme kultur. Vi har så meget til fælles. På godt og ondt.

På vores ture skete det ofte, at vi holdt foredrag i kirker. Her oplevede jeg flere gange, hvordan Det Gamle Testamente blev italesat mindre positivt end Det Nye. Nogle af de heftigste konflikter finder man som bekendt i familien, og betragter man de tre abrahamistiske religioner som børn af den samme far, var det interessant at opleve, at det ikke kun var lillebroren Islam, som Kristendommen ikke kunne lide. Han havde også problemer med sin storebror, Jødedommen. Bent sagde altid fyndigt: ”Vi jøder har sandelig oplevet den kristne næstekærlighed på egen krop”. Det havde en anden vægt, når han fortalte, at Kristendommen også havde mange liv på samvittigheden. Sammen blev vi tit kategoriseret som repræsentanter for lovreligioner. Jeg kunne nogle gange læne mig tilbage og nyde, når Bent holdt brandtaler om, at man ikke må slå ihjel i Guds navn. Han havde oversat Mosebøgerne til dansk og havde en fantastisk viden på området, som de færreste kunne konkurrere med.

En af de første historier, jeg fik fortalt om Bent, handlede om engang, han havde fået en invitation fra den palæstinensiske organisation PLO, Han takkede ja, hvilket udløste kraftig kritik, og så overhørte han samtlige anbefalinger, da han uden beskyttelse dukkede op til mødet med sin kone Lilian Melchior ved sin side. Han havde ovenikøbet givet hånd til PLO-repræsentanten, og billedet af de to var blevet bragt i mange danske og internationale medier. Det skabte en masse ballade for Bent, som blandt andet skulle stå skoleret hos den israelske ambassade.  

Bent fortalte ofte selv historien som et eksempel på, hvorfor det er nødvendigt at have mod til at mødes med sine fjender. Da jeg hørte den første gang, kunne jeg ikke lade være med at smile af, hvor latterligt det havde været af mig at tvivle på, om han ville dukke op til en uskyldig Ramadanmiddag. Bent havde brugt hele sit liv på at gå ud på broen.

”Når man ser dem udefra, ligner de et umage par”, skrev journalist og forfatter Anders Jerikov i sin bog ”Brobyggere” om Bent og mig. Jeg var halvt så gammel som ham. Han havde aldrig været aktiv i partipolitik, mens jeg arbejdede otte år som folketingsmedlem. Jeg kommer fra et muslimsk arbejderhjem, mens Melchior-familien gennem generationer har været en af de ledende jødiske familier i Danmark.

Men vi var begge klar over, at vi var rollemodeller, og at vores venskab, trods vores forskelligheder, kunne være en inspiration for andre.

Bent troede på Gud, ligesom jeg. Han fastede til Yom Kippur, mens jeg fastede til Ramadan. Svinekød rørte vi aldrig. Ingen af os brød os om militære løsninger, men hverken Bent eller jeg var pacifister. Han var flygtning, og med mine kurdiske rødder kendte jeg til, hvad det vil sige at være den undertrykte part. Danmark var vores fædreland, men vi var begge bevidste om, at man også kan have et mødreland – et land, hvor man har rødder, og som betyder noget særligt. Vores aktivistiske tilgang gennemsyrede alt det, vi lavede sammen og vores optimisme hjalp os til at bygge broer, hvor andre gav op.

Alt var imidlertid ikke lyserødt. Vi havde også trusler og hademails til fælles. Og når vi mødtes hver uge, kunne vi fortælle hinanden, hvem fra vores bagland, der var kritiske overfor, det vi lavede sammen. Mens nogle beskyldte mig for at være en del af en hemmelig jødisk lobby, mente andre, at Bent skadede jødernes sag ved at hænge ud sammen med en islamist. Vi er begge blevet beskyldt for at blåstemple antisemitiske eller hadske holdninger, fordi vi har insisteret på dialogen og den kritiske samtale, også med dem, vi er uenige med.

Vi så ikke hinanden som jøde eller muslim. Vi var først og fremmest venner med mange fælles interesser. Men vi var bevidste om, at hvis vi gjorde os umage, så kunne vores forskellighed inspirere andre til også at gå dialogens vej. Som når Bent talte imod islamofobi, mens jeg talte imod antisemitisme. Ikke fordi vi havde aftalt det, men fordi det havde størst effekt, når vi skiftede roller.

Broer mellem jøder og muslimer

Det oplevede vi, da der tilbage i 2016 rasede en debat i kølvandet på TV2’s dokumentar ”Moskeer bag sløret”. Den handlede om, at der i udvalgte moskeer herskede en form for parallelsamfund, hvor imamen prædikede imod dansk lov. Den moské, som trak de fleste overskrifter, var Grimhøjmoskeen i Århus. Moskeen er mest kendt for at praktisere salafisme, en ekstrem udgave af Islam, og var dengang i PET’s søgelys for at have sendt ISIS-krigere afsted til Syrien under krigen.

Jeg havde i pressen kritiseret Grimhøjmoskeen, men Bent mente ikke, at det var nok. ”Du skal også tale med dem”, sagde han. Min første indvending var, at det ikke kunne komme på tale, da mange ville beskylde mig for at være antisemitist. Bent fortalte at imamen fra Grimhøj havde prædiket død over jøder i Tyskland, og min første tanke var, at hvis jeg mødtes med ham, ville mange tænke, at jeg blåstemplede hans holdninger.

Ikke hvis du tager en jøde med, sagde Bent med julelys øjnene. Han pegede sin finger mod sit bryst, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg nærmest råbte: ”Vil du med?”

Efter lange diskussioner blev vi enige om at tage af sted. Jeg ringede til Grimhøjsmoskeens talsmand, som spurgte mig, om jeg var klar over, at det ville ødelægge min karriere, hvis jeg besøgte dem. ”Ingen rører os med en ildtang. Hvorfor vil du komme her?”

”Jeg kan ikke blive ved med at tale om jer, jeg er også nødt til at tale med jer. Hvorvidt det vil ødelægge min karriere, er min hovedpine. Har vi en aftale?” spurgte jeg. Det havde vi.

Bent og jeg besluttede os for at holde de første par møder uden for mediernes spotlys. Vi havde brug for ægte dialog og god tid til vores mission, som var at besøge moskeerne bag dokumentaren og samle opbakning til en udtalelse med et samlende hovedbudskab: at man ikke må slå ihjel i guds navn.

Bent var min vaccine mod omverden, så de ikke kunne beskylde mig for at støtte jødehadet. Omvendt var jeg Bents nøgle til Grimhøjsmoskeen, for jeg tvivler på, de havde taget imod ham, hvis han var kommet alene. Nu blev det til, at imamen tog imod Bent ved parkeringspladsen. Og som det mest naturlige rakte Bent hånden frem og hilste på ham.

Inde i Grimhøjmoskeen talte vi længe sammen. På et tidspunkt spurgte Bent imamen, hvorfor han havde prædiket død over jøder. Spørgsmålet var hverken dømmende eller sagt med en løftet moralsk pegefinger, det var oprigtigt nysgerrigt. Imamen svarede ham ikke direkte, han havde svært ved at kigge på Bent. I stedet fortalte han, at det ikke var jøder generelt, han havde et problem med. Det var zionisterne.

”Jeg er zionist,” sagde Bent roligt.

”Og Bent går ind for to-statsløsning,” tilføjede jeg. Den information var imamen tydeligt overrasket over. Bent uddybede, hvorfor han mente, at både jøder og palæstinensere har ret til at være i Det Hellige Land. 

Grimhøjsmoskeen gik med på udtalelsen og til et pressemøde fremlagde vi sammen resultaterne af vores samtaler. Efterfølgende haglede kritikken ned over Bent og mig, og der blev brugt mange ord på at beskrive os. Vi var alt fra naive halalhippier og dialogekstremister til farlige og uberegnelige populister. Men vi holdt fast i vores mantra: at dialog ikke er ensbetydende med enighed, accept eller legitimering.

Efter Grimhøj fortsatte vores tur til de andre moskeer fra TV2-dokumentaren. Desværre nåede vi kun et møde, inden moskeer begyndte at lukke dørene for os. Vores tese havde været, at hvis vi tog de mest ekstreme først, ville de andre følge med. Men moskeerne ville under ingen omstændigheder stå sammen med Grimhøjmoskeen. ”Så ved vi det til næste gang,” sagde Bent.

Et par uger senere tog Grimhøjmoskeen røven på os, da de i pressen valgte ikke at tage afstand fra ISIS. Jeg var ekstremt skuffet og aldeles rasende på dem, men Bent sagde med en rolig stemme: ”Vi prøvede. Nu skal vi videre”.

Senere gjorde vi igen forsøg på at bygge en bro. Denne gang var det de muslimske friskoler, som var under massiv kritik fra politikere i Folketinget. Mens vi fandt noget af kritikken berettiget, udviklede den sig i vores øjne til et angreb på åndsfriheden og dermed en trussel mod en af demokratiets bærende søjler.

I Friskoleforeningen var de glade for, at vi ville gå ind i den sag. De samlede en gruppe af elever med forskellige religiøse baggrund fra forskellige skoler. Bent og jeg talte med eleverne om dagen, og om aftenen var det forældrene, vi opfordrede til at være mere tolerante. Det var en kæmpe succes. Skoler stod i kø for at få besøg af os.

Oplevelsen gav os appetit på mere, og vi søgte derfor midler hos Trygfonden til at udvikle en metode til at uddanne grundskoleelever som brobyggere. Der var behov for, at den kommende generation blev dannet som demokratisk tænkende individer, der gav plads til forskellighed.

Vi mødte dog tidligt udfordringer. Da vi foreslog at elever fra den muslimske friskole Al-hikma skulle møde elever fra den jødiske Carolineskole, udtrykte jødiske forældre bekymring over, at så mange muslimske elever skulle besøge skolen. Efter lange samtaler lykkedes det os med møje og besvær at få en enkelt klasse ombord.

I en hel uge fik eleverne fra begge skoler undervisning i dialogiske redskaber, konfliktløsning, fordomme og sprog, der åbner og lukker. De fik besøg af dialogkorps og blev på således ”klædt på” til at møde deres modsætningsskole på ugens sidste dag.

Om fredagen var begge elevgrupper nervøse, da de i skolegården i Carolineskolen stillede sig over for hinanden i to halvmåner. De muslimske elever var lettere chokerede over at have mødt kampklædte politibetjente med ladte maskinpistoler. De jødiske børn stod over for en gruppe muslimer, som de havde hørt så mange fordomme om. Stilheden var dræbende. Pludselig sagde en jødisk dreng til en muslimsk dreng: ”Hvad laver du her?” De krammede hinanden, og det viste sig, at de spillede fodbold sammen.

I løbet af fredagen holdt Bent et oplæg sammen med imamen Naveed Baig. En af de jødiske elever spurgte imamen: ”Fortæller du de muslimer, der kommer i din moske om fredagen, at de ikke skal hade os og slå os ihjel?” Naveed var tydeligt berørt og lovede den jødiske elev, at sådan noget blev der ikke sagt i hans moske.

Da dagen var omme efter øvelser, forumteater og frokost, spurgte jeg de jødiske børn, hvordan det havde været for dem. Jonathan tog ordet. Rømmede sig og sagde: ”Det er ikke for at være negativ eller kritisk. Men… det var bare så… så normalt”. Efterfølgende hørte vi, at en af eleverne havde fortalt om sine oplevelser med at møde en af de ”andre”, da han holdt sin konfirmationstale i Synagogen.

Efter besøget samlede Naveed en stor delegation af muslimske talsmænd, imamer og religiøse overhoveder, og tog dem med hen for at besøge Carolineskolen. Eleverne skulle være trygge ved, at der ikke var moskeer i Danmark, hvor man prædikerede død over jøder. Det var stort! Ikke alene for Carolineskolen, men også for den muslimske delegation. Det er svært ikke at være påvirket af de massive sikkerhedsforanstaltninger, der møder en.

Da vi nogle år senere igen henvendte os til Carolineskolen med projektet Brobyggerugen, der byggede på vores fælles erfaringer, ønskede de fleste klasser at være med. Denne gang matchede vi dem med Lundehusskolen i det københavnske Nordvestkvarter, og mange af de børnesygdomme, vi mødte første år, var væk. Der var en anden tillid. Modsat det første år, valgte Carolineskolen at rykke ud og være gæster frem for værter.

Det var fantastisk at se, hvordan elever i forskellige farver og religioner hang ud foran skolen om eftermiddagen og planlagde fester og sociale arrangementer. Lundehusskolens elever fik efterfølgende en invitation til Krystalnatten på Carolineskolen. En oplevelse, som gjorde dem meget rigere på verdenshistorien. Pludselig var det ikke blot noget, de læste i bøgerne. Nu sad de med elever og voksne, som kendte nogen, der havde været barn under den frygtelige nat.

Både Bent og jeg følte, at det var med skoleprojektet, vi gjorde den største forskel. Arbejdet med at uddanne børn og unge til at være mere tolerante var en af de vigtigste årsager til, at Bent sagde: ”Lad os starte en folkebevægelse.” I slutningen af 2019 dannede vi sammen med andre ildsjæle Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Bent var bestyrelsesformand indtil han åndede ud sommer i 2021, jeg er stadig generalsekretær og foreningen nærmer sig en vigtig milepæl. Bent mente nemlig først, at man kan kalde sig en folkebevægelse, når man når 10.000 medlemmer. I skrivende stund har vi rundet de 9.000, så vi er tæt på.

Jeg har mange jødiske venner og med få undtagelser flasher de færreste deres jødiske identitet. Gennem generationer har jøder lært på den hårde måde, at de skal tilpasse sig og gå under radaren. Nogle vil kalde det for en tvungen assimilation, mens majoriteten af danskere vil fremhæve det som vellykket integration.

Der er ingen tvivl om, at det jødiske miljø er velintegreret i Danmark efter 400 år. De fleste er selvforsørgende, kriminaliteten er næsten ikke-eksisterende, sproget er dansk, og de fleste har en uddannelse eller i gang med en. Langt de fleste danske jøder deler værdier med majoriteten og de betragter Dannebrog som deres eget, selvom det israelske flag også kan vække følelser i dem.

Mange politikere og magthavere bruger danske jøder, når de vil fortælle andre minoritetsgrupper, hvordan man skal opføre sig. Jeg har aldrig brudt mig om denne påduttede rollemodel-funktion, jøderne har fået. I mine øjne skaber den en kløft til andre minoriteter, som gør det nemt at glemme, at der er meget mere, der binder os sammen, end der skiller os ad.

Samtidig har jeg også bemærket, hvor udfordret majoriteten kan blive, når de skal tolerere jødernes religion og traditioner. Antisemitismen viser sit grimme ansigt, når jøderne holder fast i nogle få religiøse traditioner, som drengeomskæring, kosher-mad og shabbat-traditioner.

Tolerance er en smertefuld proces. Det ved de, der har lagt øre til fordomsfulde holdninger og konspirationsteorier. Det har jøder gjort gennem århundreder. Og måske er det, at de selv i så høj grad har udvist tolerance, en væsentlig grund til, at de ikke bare er tolereret, men i høj grad også accepteret og anerkendt i brede dele af det danske samfund.

Det kan det muslimske miljø i mine øjne lære af. Demokrati indebærer en høj grad af frihed. Frihed og tolerance er hinandens forudsætninger. Det betyder selvfølgelig, at magthavere skal udvise tolerance over for det, der er anderledes, frem for at ty til statsvold, censur, tvang eller forbud. Men det enkelte menneske har også et ansvar for at udvise tolerance og derved bidrage til det demokratiske fællesskab.

Det kræver først og fremmest, at man tager et personligt ansvar på sig. Taler sproget, uddanner sig, arbejder og opdrager sine børn til at være loyale over for det land, der brødføder dem.

Men det kræver også, at man aldrig nogensinde undervurderer sin egen indsats. Bent Melchior, Uzan-familien og det jødiske miljø har gjort sig umage for at skabe relationer – også til dem, som ikke er enige med dem. For det er, som Bent altid sagde: Man kan ikke skabe fred med sine venner; man skal have mod til at mødes med sine fjender.

---